PSYKIATRI: 42-årige Lillian Rank er et levende bevis på, at også alvorligt psykisk syge patienter kan komme sig. Men vejen væk fra psykiatrien var ved at koste Lillian livet

Det kan være svært at forstå, at den 42-årige kvinde, som sidder og lyser op i lejligheden i Aalborg Øst, har en rekordlang række diagnoser, en 300 sider lang journal og 19 indlæggelser med sig fra en årrække i psykiatrien. Flere typer skizofreni, autisme, spiseforstyrrelser, angst og depressioner er bare nogle af de prædikater, hun fik inden for murene.

Lillian Rank, som kvinden hedder, taler hurtigt med mange afstikkere, men hun finder på forunderlig vis altid tilbage på sporet.

- Stort set det eneste, jeg aldrig har fået at vide, at jeg er, er maniodepressiv. Det er til at grine ad, siger Lillian Rank.

Hendes lejlighed i Aalborg Øst fortæller da også en historie om en meget flittig beboer. Stuen ligner en arbejdende kunstudstilling. Malerier og tegninger, keramik og instrumenter i en skøn blanding vidner om en meget kreativ og arbejdsom person, hvor håbet og lyset bærer det kunstneriske udtryk, men hvor mørke og kaos ligger på lur.

Lillians biologiske far var væk kort efter, at Lillian blev født. Hendes første stedfar var en rå og alkoholiseret sømand, som satte sit kaotiske og voldelige præg på familielivet på Saltumvej i Aalborg Øst.

- Mit barndomshjem var en krigszone, og politiet var hyppige gæster. Når jeg ser tilbage ville jeg ønske, at jeg var blevet fjernet fra hjemmet. Mit liv kunne kun have ændret sig til det bedre, fortæller Lillian.

Det endte med et brag og en separation. Stedfaren fik polititilhold, men kom alligevel og sparkede døren ind. Så fandt moderen en ny mand. Han havde styr på økonomien og drak ikke, men han blev ikke en rigtig far for Lillian.

Som barn var Lillian kraftig, og hun blev mobbet. Først på Mellervangskolen og siden på Løvvangskolen, da familien flyttede til Nørresundby. Men på forunderlig vis klarede hun sig igennem barndom og ungdom uden at komme ud i misbrug og dårlige venskaber. Hun flyttede til Østerbro i Aalborg som 17-årig og kastede sig ud i et travlt ungdomsliv.

Lillian begravede sig i fritidsaktiviteter. Hun kom i lære som bager og senere som konditor og knoklede for at blive god til det. Den problematiske barndom troede hun, at hun havde lagt bag sig.

- Jeg havde aldrig fået snakket med nogen om det. Hverken i familien eller andre steder. Jeg var den store klovn, der smilede og kunne klare det hele, fortæller hun.

Flugt

Da hun var blevet svend, fik hun fast arbejde som konditor hos Postbageren på Lyngvej. Efter to år søgte hun ud i verden.

- Jeg ville bare væk. Jeg pakkede det pænt ind i noget fagligt, men jeg tror, at det var min baggrund, jeg flygtede fra.

Hun fik job hos en dansk bager i en lille by uden for Brisbane i Australien. Men det gik ikke godt. Bageren udnyttede sine ansatte, og efter kun fire måneder tog Lillian hjem igen. Hun var 24 år, og det eneste, hun havde at komme hjem til, var omgivelsernes negative og bedrevidende kommentarer.

Så begyndte fortiden at indhente Lillian. Hun flyttede sammen med sin gamle kæreste i Aalborg. Han begyndte at drille hende, fordi hun havde taget på under sin rejse. I løbet af et halvt år tabte hun 25 kilo. Motion blev til tvangsmotion. En kort overgang fik hun sit arbejde hos Postbageren tilbage, men da der skulle skæres ned, blev hun fyret.

- Så sad jeg hjemme og kiggede på de fire vægge. Jeg blev mere og mere ked af det, og jeg kunne ikke komme ud af det igen.

Hun spiste først en hel pakke natursovemedicin. Men det virkede ikke.

Så prøvede hun at få fat i nogle sovepiller via en bekendt, men det endte med, at hun blev indlagt som selvmordstruet. Hun fik en indsprøjtning bagi og sov i fire dage.

Det første møde med psykiatrien var ikke dårligt.

- Jeg oplevede i det hele taget i de første par år, at personalet havde gejst og lyst til at hjælpe. Og det var til at få samtaler. Men når tiden går, og der kommer flere indlæggelser og mere medicin, og man ender som såkaldt svingdørspatient, så giver de op. Man kan godt mærke, når man går over til at blive en af "de tunge" patienter, fortæller Lillian Rank.

Gift

I de følgende år fulgte mange og til tider lange indlæggelser. Den længste varede et år. I den periode blev hun kæreste med en anden patient på samme afdeling. Da de blev udskrevet, giftede de sig.

- Selv om man er indlagt, har man håb og drømme.

Lillian var gift knap et år. Så blev livet for svært for hendes mand, der var skizofren. Han begik selvmord, og Lillian blev indlagt igen.

Sådan har indlæggelse fulgt indlæggelse. Til tider på lukkede afdelinger, fordi Lillian var selvmordstruet. Hun har forsøgt selvmord syv eller otte gange. Hun har prøvet med piller, med gas og ved at skære sig selv i håndleddet med ar og andre problemer til følge. Men som hun selv siger, har hun nok ikke ment sine forsøg helt alvorligt. Så havde hun ikke været her nu.

Under de mange indlæggelser har psykiaterne forsøgt at finde den rigtige diagnose. Det betyder som nævnt, at hun i dag kan smykke sig med en meget lang række diagnoser.

- Men det kan jo ikke passe, at jeg fejler det hele. Jeg tror bare, at jeg hele tiden har haft ondt i livet, fortæller hun.

I samme periode prøvede hun en række cocktails af medicin. Antidepressiv medicin, antipsykotisk medicin, beroligende medicin og forskellig medicin mod bivirkninger.

- Jeg har aldrig følt, at medicinen har hjulpet mig. Men den har hjulpet mig til at gå i seng, fortæller hun.

Hendes næste mand kendte hun også fra en indlæggelse. Det ægteskab holdt i syv år, og det var en stor hjælp for Lillian at have en person uden for murene i de perioder, hvor hun var indlagt. Efter næsten 10 år med den stærke medicin blev bivirkningerne stadig voldsommere. I en halv til en hel time efter at hun havde taget sin medicin, led hun af forfærdelige smerter i lægmusklerne. Hun havde fået seriøse problemer med paradentose på grund af medicinen. Samtidig led hun forfærdeligt af problemer med mavesyre, og hun spiste mavesårsmedicin.

Men hun var også begyndt at blive vred. Vred over sin fortabte barndom, vred over sin fortabte familie og over sit fortabte liv.

- Jeg havde altid fortiet min elendige barndom. Jeg havde aldrig taget opgøret med min familie. Mit liv var gået i stå i alle de år i psykiatrien. Og selv om min mand havde hjulpet mig, var jeg også meget afhængig af ham. Og derefter måtte vi gå fra hinanden, fortæller Lillian.

Opgør

Men Psykiatrien havde stemplet hende som kronisk syg. Og i systemet er det slet ikke aktuelt at tale om et liv uden medicin.

- Psykiatrien kan kun se sygdom. Et liv uden medicin er simpelthen ikke et emne i psykiatrien. Ingen dyrker den tanke, at det måske kan lade sig gøre at komme sig, fortæller hun.

Havde det været muligt at gå ind i et forsøg uden medicin, havde hun sagt ja. Men tilbuddet eksisterer ikke i den danske psykiatri. Omgivelser og familie arbejdede sammen med psykiatrien om at fastholde hende i livet på sidelinjen af samfundet - bedøvet af medicin.

- Det hed sig, at jeg havde ringe sygdomserkendelse. Jeg selv følte bare, at jeg ville have min frihed. Men der var ikke rigtigt nogen, der ville høre på mig. Jeg var fanget i alle mine diagnoser.

Alene var vejen for tung. Det hele endte med endnu to selvmordsforsøg. Et med piller og et ved at skære i sig selv. Denne gang var det tæt på at lykkes, men hun blev genoplivet. Og endte på den lukkede afdeling igen.

Patientrådgiveren fortalte hende, at hun stod til to år på den lukkede. Overlevelsen gav hende nye kræfter, og selv om det blev hendes værste indlæggelse nogensinde, spillede hun spillet - som den gode patient, der ville tage sin medicin. Efter nogle måneder kom hun hjem. Det var i marts 2005. I løbet af den næste måned trappede hun sig selv ud af medicinen. Hun følte ubehag, fik kvalme, blev svimmel, men hun stod det igennem, og siden har hun ikke taget medicinen.

- Jeg siger ikke, at medicinen kun er dårlig. Men jeg synes, at der bliver brugt for meget medicin med psykisk syge som forsøgskaniner.

Hun har været nødt til at kappe forbindelsen til sin mor og andre tæt på. Men hun har stadig forbindelse til halvsøskende og onkler og tanter. Og så har hun fået venner uden for psykiatrien. Hun overvejer, om hun kan gøre kunsten til sin levevej, og så har hun købt en kolonihave, som hun glæder sig til at komme i gang med til sommer.

- Det er som at få livet tilbage. Jeg er kommet ud på den anden side.

Hun kæmper stadig for psykiatribrugerne igennem foreningen LAP. Hun kæmper for, at Recovery - altså det at komme sig - bliver en mere indarbejdet del af psykiatrien. Det taler man nemlig ikke om.

- Det gælder om at finde et liv uden dæmonerne. Nogle kan have brug for lidt medicin - andre kan blive helt fri for medicin. Man må ikke tage håbet fra folk. Og det KAN lade sig gøre at komme sig. Jeg har selv vist det.