Det var først for et år siden, at Lisbeth Bech Poulsen for alvor gik ind i partiarbejdet, men siden er det gået stærkt. Foto: Grete Dahl
VALG: 25-årig studenderende en af de yngste formænd nogensinde
AALBORG: SF i Aalborg har fået ny formand, og det bliver en af de yngste nogensinde.
Nemlig 25-årige Lisbeth Bech Poulsen.
- Jeg meldte mig først ind i SF for fire år siden. Indtil da havde jeg altid troet, at jeg var bedst til græsrodspolitik, men på et tidspunkt følte jeg, at jeg var nødt til at engagere mig noget mere, fortæller Lisbeth Bech Poulsen.
Det var først for et år siden, at hun for alvor gik ind i partiarbejdet, men siden er det gået stærkt. Først blev hun valgt som suppleant til bestyrelsen, og på partiets generalforsamling for nylig blev hun valgt som formand for SF Aalborg.
- Lysten til at blive mere aktiv kom sådan set, da jeg var i praktik hos en FN-afdeling i New York. Her var det tydeligt, at Danmarks ry i udlandet var ændret i negativ retning. Set fra Danmark var der også mange ting, der gjorde, at jeg syntes, at jeg var nødt til at engagere mig noget mere, siger Lisbeth Bech Poulsen.
Hun er født og opvokset i Sønderjylland, men flyttede til Aalborg, da hun for fire et halvt år siden begyndte på Aalborg Universitet. Her skriver hun lige nu på sit speciale på Udvikling og internationale relationer - sidste opgave inden hun er færdig som cand. scient. soc. Hun har tidligere været næstformand for studenterforeningen Studentersamfundet samt koordinator i Dansk Flygtningehjælp.
Hun afløser Pia Frederiksen som formand. Pia Frederiksen fik to år på posten, og især det sidste år som formand har været et godt år for SF. Ved folketingsvalget fordoblede partiet antallet af folketingsmedlemmer valgt i Nordjylland, og i Aalborg gav det valg til Karl Bonhøft. Også medlemsantallet blev fordoblet, så der nu er 430 medlemmer af SF i Aalborg, Hals, Nibe og Sejlflod.
- Jeg er utrolig glad for bestyrelsens og generalforsamlingens opbakning og glæder mig til at gå i gang med arbejdet. Jeg har masser af energi og er fleksibel på grund af mit studie. Der er nok at lave, og det er vigtigt at kæmpe, også lokalt, for at opretholde og forbedre vores velfærdssamfund, siger Lisbeth Bech Poulsen, der indtil videre ikke har de store planer om at drive det ret meget videre i politik.
- Jeg regner ikke med at stille op til noget valg. Når jeg er færdig med mit studie, vil jeg gerne arbejde inden for udviklingsarbejde og gerne i Afrika.
Tip en ven
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.