Topmøde på kajkanten: Julemanden og borgmester Henning G. Jensen. Julemanden forsikrer, at alle får det, de ønsker sig: - Måske bliver gaverne lidt mindre, men til gengæld bliver der nok flere af dem, lyder vurderingen. Henning G. Jensen erfarer, at frosten måske sætter ind 1. december: - Og snart bliver hele Aalborg dækket med sne. Foto: Henrik Bo
Borgmester Henning G. Jensen begavet med et grønlandsk pandebånd til forebyggelse af røde ører, da julemanden ankom til Aalborg.
Forbrugernes tillid til fremtiden oplever nu et gevaldigt skub i den positive retning takket være julemanden.
- Der er ingen finanskrise . Alle får lige netop det, de ønsker sig. Måske lidt mindre julegaver, men så får vi til gengæld sikkert flere, forsikrede julemanden, da han ankom direkte fra Grønland til Aalborg Havn med en sådan iver, at molen blev tildelt en bette skramme.
Fine gaver til borgmester
Julemandens gode ven, havnens formand, borgmester Henning G. Jensen (S), strålede om kap med solen trods Socialdemokraternes historiske tab af tre pladser i byrådet og kritiske bemærkninger om salget af Østre Havn.
- Det er det bedste vejr under juleskibets ankomst i 13 år, konstaterede Henning G. Jensen, der sætter stor pris på dette års borgmestergaver på forskud fra Santa Claus: Et par luffer i sælskind, og et pandebånd, der også beskytter mod røde ører.
- Dem får jeg brug for. De siger jo, at vi får frostvejr 1. december, og snart vil sneen dække hele Aalborg, lød det fra Henning G. Jensen, inden han og den syngende julemand steg om bord i slæden med kurs mod julemandens gæstebolig på Gammel Torv akkompagneret af Aalborg Gardens julerigtige tilbud som "Julebal i nisseland".
Direktør venter fremgang
Direktør for Aalborg City Forening, Flemming Thingbak, melder sig også ind i optimisternes klub på tærsklen til december.
- I julemåneden 2008 skulle de handlende være glade for blot at opnå et salg som året før, men i år er jeg overbevist om en fremgang i omsætningen på omkring 10 procent.
- Især fra omkring 15. december vil folk tænke mere med hjertet end med hjernen og sige: lad os stå sammen og få en fantastisk jul, og den løftede indkøbs-stemning holder sig helt frem til slutspurten 23. december, vurderer Flemming Thingbak.
Nye former for tiltag i den politiske korrektheds tegn sniger sig nu ind i handelen. Som Nordjyllands Elforsyning, der netop har lanceret et CO2 neutralt julemarked.
Tip en ven
Print artikel
I hvilket omfang vil du anbefale denne artikel til andre brugere:
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.