Kæreste uven

Avisannonce

Annonce

Annonce

DEBAT: Ytringsfriheden blev brugt til ikke at rokke sig en tøddel

AALBORG: Imam Abdul Wahid Pedersen havde en forfærdelig og aldeles rystende oplevelse i Aalborg onsdag aften kort efter kl. 18: Han måtte erklære sig helt enig med forfatteren Lars Hedegaard.

Det skete kun én gang i løbet af de par timer, de to debattører brugte deres ytringsfrihed på at diskutere netop ytringsfrihed.

Lars Hedegaard, der talte for retten til at ytre sig frit og uden begrænsninger om ethvert tænkeligt eller utænkeligt emne, medgav en spørger fra salen, at han gerne ser et forbud mod tegnet børneporno.

Dét forbud støttede Wahid Pedersen uden betænkning.

Dermed sluttede enigheden mellem de to.

Begge har talt og skrevet både meget og højt om såvel ytringsfrihed som islam i mange år. Alligevel var debatten i det fodkolde lokale bag duggede ruder på første sal på Kastetvej i Aalborgs Vestby deres første direkte konfrontation.

Frit Forum, en socialdemokratisk studenterorganisation, havde inviteret, og foruden de to talere, der begge var kommet flyvende fra København, mødte henved 90 tilhørere frem. De 68 stole i det lidt kedelige lokale med grå linoleum på gulvet, bare hvide vægge og seks sterilt udseende lamper i loftet var besat i god tid før kl. 17, da mødet tog sin begyndelse. Mange måtte stå op - og nogle stykker blev afvist ved døren.

Afvist blev også såvel Pedersen som Hedegaards argumenter af modparten.

Om det så var Wahid Pedersens blå mentolbolcher, som han tilbød sin opponent, så blev de afvist; Wahid nævnte spøgefuldt, at de selvfølgelig var halal.

- Ja, så tør jeg ikke, replicerede Hedegaard.

Færdselsregler

Begge mejslede deres holdninger ud så klart, som arbejdede de i granit:

- Jeg er ubetinget tilhænger af ytringsfrihed, men jeg mener, at man skal bruge den ærligt, redeligt og ordentligt. Derfor vil jeg naturligvis også tale pænt både til og om Lars Hedegaard, slog Abdul Wahid Pedersen fast med en østjysk accent, som snart 30 år på Nørrebro ikke har visket ud af hans sprog.

Han sammenlignede debat med trafik. Og derfor foreslog han regler, akkurat som i trafikken:

- Nogle steder kan vi køre med pedalen i bund, andre steder går vi langt ned i fart, men vi stopper ikke. For mig er ytringsfrihed ikke retten til at sige hvad som helst til hvem som helst hvor som helst og på hvilken som helst måde, lød det fra Wahid Pedersen, hvis lød afslørede en nylig tur til Indien.

Det land har han besøgt mange gange siden midt i 1970'erne, og han fremhævede det som et eksempel på, at folk af mange religioner kan leve sammen - "det har de gjort i 1000 år".

Lars Hedegaard, der akkurat som Wahid Pedersen har sin rod i det østjyske - "vi tilhører begge det jyske mindretal" - bad sig fritaget for færdselsregler:

- Ytringsfriheden har ikke andet formål end at give os mulighed for at ytre sig. Den skal ikke skabe respekt, dialog eller forståelse - den vil altid skabe ballade og skænderier. Folk må finde sig i forhånelser.

George Orwell, der om nogen bekæmpede totalitære systemer i alle klædedragter, havde det motto, at ytringsfriheden er retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre. Det motto har Trykkefrihedsselskabet gjort til sit, forklarede Lars Hedegaard.

Han er medstifter af og formand for selskabet.

Slut med demokrati

Debat om ytringsfrihed handler ofte om religion og religiøse følelser. Sådan gik det også, mens mørket sænkede sig over den snedækkede Vestby med de tilsneede cykelstier:

- Religioner skal ikke have en særlig beskyttelse. Enhver tanke, der har bragt civilsamfundet videre, har været betragtet som blasfemisk vås af magthaverne. Og hvis man forbyder kritik af islam, så vil alle andre grupper; politiske, religiøse og alle mulige, kræve forbud mod kritik - og det vil være slut med frihed, med demokrati og med det menneskelige fremskridt, slog Lars Hedegaard fast.

- Men kæreste uven, hvis jeg må kalde dig det: Meget af det, I kommer med fra Trykkefrihedsselskabet, er jo slet ikke religionskritik. Det er mobning. Hvad er formålet med at forhindre mobning i skoler eller på arbejdspladser, når du vil bruge ytringsfriheden til mobning?

Noget svar på det spørgsmål fik Wahid Pedersen ikke i en intens debat, hvor tonen forblev kontant og barsk.

Tilhørere - hvoraf hovedparten efter deres ungdommelige udseende at dømme havde tilbragt dagen som studerende på Aalborg Universitet - lyttede koncentreret og med mobilen slukket eller på lydløs.

Hverken Lars Hedegaard eller Wahid Pedersen havde brug for de højttalere, der slet ikke var til stede. Ingen tvivlede på engagementet eller oprigtigheden: For dem begge er ytringsfriheden en hjørnesten i det danske samfund.

Megen hyggesnak blev det ikke til mellem de to.

Ikke oplyst

I den skumle opgang, hvor en enkelt lampe uden meget held forsøgte at lyse den drivvåde trappe op, gik Lars Hedegaard i pausen ud og tog sig en smøg, mens Wahid Pedersen fik solgt en enkelt eller to af sine medbragte bøger.

En ganske omtalt tegning af en mand med en bombe i turbanen måtte de to forholde sig til efter pausen - de havde næppe ventet andet.

- For mig havde det ikke været noget problem, hvis den var blevet trykt på plakaten forud for dette møde. På godt jysk så er den skid slået, mente Wahid Pedersen.

Lars Hedegaard syntes, at AAU's trykkeri havde handlet forkasteligt ved at afvise at trykke plakaten:

- Og jeg tror, at ytringsfriheden i Danmark er kommet svækket ud af hele Muhammed-krisen. De danske aviser tør ikke længere trykke lignende tegninger - det kan jeg ikke se, at demokratiet er tjent med.

Frit Forum havde i stedet valgt en ganske anden symbolik på plakaten med ordene Plads til Forskellighed:

Tre hvide og et sort får.

Hvem der var det sorte får - det ville Hedegaard og Pedersen næppe heller kunne blive enige om.

Men de fik samme gave som tak: En biografi om Svend Auken.

Bogen og flybilletten var også den eneste betaling. Så hvad enten ytringsfriheden er truet eller ej - lysten til at rejse til den anden ende af landet for at ytre sig, den trives.

Også en kold dag i februar.

Tip en ven Print artikel

Kommenter denne artikel

25. feb 2010 kl. 20:12 Hans Erling Jensen

Læs/besvar

Men stening er jo klar som straffemiddel i islam - det gælder også for utroskab! Der bliver nok en del tomme huse i Nordjylland, når Wahid P får indført sharia om nogle decennier.

Læs/besvar

26. feb 2010 kl. 01:15 Jens Holm

Læs/besvar

Hans Erling Jensen. Sikke noget plat at fyre af.  I en række muslimska lande praktiseres det slet ikke. Under dette ligger så, man også ordner en række af de sager med tilgivelse og bøder. Skulle man virkelig være sur over noget, så er det, at manden som regel får rabat og kvinden har meget sværere ved at løfte sin bevis/modbevisbyrde fx ved voldtægt. Men Du skulle lige fyre den af ikke .... Det er så let dèr på sidelinjen eller på vej hjem fra et orgie eller hvad.

Læs/besvar

27. feb 2010 kl. 14:08 Lars Nielsen

Læs/besvar

 "I en række muslimska lande praktiseres det slet ikke"Det er den ringest mulige begrundelse for at undlade at kritisere regler, at henvise til at de ikke praktiseres (i nogle lande). Var dette argument gyldigt, ville det være ligetil, at indføre strafferegler om gabestok, hjul og stejle og dødsstraf, samt love om legalt slaveri i Danmark, bare vi "lovede" ikke at praktisere dem. Er det dét vi ønsker?

Læs/besvar

27. feb 2010 kl. 19:27 Jens Holm

Læs/besvar

Lars Nielsen. 1) Jeg kritiserer, at man generaliserer. Vi har heller ikke dødsstraf her bare fordi man har det i Vesten og fx i 34 amerikanske stater. Og naturligvis heller ikke tortur selvom vi har en Hommel eller Abu Graib og en række andre af samme type. 2) Og ja, ja og ak. Trods en vrimmel af love her til lands, hvor Vk0 ikke har holdt sig tilbage både i antal og med tilhørende straflængde, så har vi også stadigvæk kriminalitet. Så måske skulle Du læse, hvad jeg har skrevet 1 x 10l . Jeg har ikke undladt at kritisere fx muslimer, men de og deres lande er altså ikke sådan en ensartet hob,  a la Hedegård og den slags, hvor bjællen i egne øjne sommetider helt har fået dem til at miste synet. 

Læs/besvar

Se alle kommentarer

Mest læste

24 timerUgeMåned

Nordjyske.dk lige nu

Det sker

Alle SportMusikFilmTeaterUdstillingerSøgMangler dit arrangement?Aalborg i Rødt
                 
<september 2010>
mationtofr
303112345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930123
45678910

Næste Toparrangement

Karolinelund after dark
Sted
Karolinelund
Dato
02-09-2010
Læs mere