Jeg rejste i efteråret 2011 en kritik af Rebild Kommunes forvaltningskultur, som jeg stadig står næsten alene med.

Siden har antallet af sager med en sønderlemmende kritik væltet ned over Rebild Kommune og skabt overskrifter på avisernes forsider.

Jeg har ofte følt, at jeg har fået en meget ensidig præsentation af en række sager, som på ingen måde kunne skabe grobund for en sund politisk drøftelse af fordele og ulemper i nye tiltag.

Det har efter min bedste vurdering været beskrevet i en form, som ene og alene har haft det formål, at gennemføre forvaltningens indstilling.

Da en embedsmand direkte adspurgt benægtede at have modtaget et dokument, som jeg vurderede som særdeles relevant for sagens bedømmelse, flød mit bæger over.

Da jeg efterfølgende gik til NORDJYSKE Medier med min historie, var det efter moden overvejelse.

Der var ikke noget formål i sig selv, ved at hænge en enkelt embedsmand ud, men jeg stod omvendt med et symptom, som kunne være med til at dokumentere demokratiets betingelser på kommunalpolitisk niveau.

Mit ønske var at skabe en debat, som kunne være med til at belyse, hvor svært det kan være for lokalpolitikere, at få gennemført politiske visioner, hvis kommunens embedsmænd er imod ideerne.

Vi får som politikere ikke lejlighed til at få fingrene ned i enkeltsager længere og får derfor kun mulighed for at få materiale, som i forvejen er tygget igennem af embedsfolk og i mange tilfælde omskrevet, så det kommer til at se tilforladeligt ud i den kontekst, man ønsker at fremstille det.

Ville det få betydning for vores beslutninger, hvis vi som et tankeeksperiment kunne forestille os, at vi blev præsenteret for et menneske og en historie sammen med indstillinger af hver eneste nye reform og tiltag?

Måske kunne man forestille sig, at de obligatoriske rullepølsemadder rundt omkring i de kommunale udvalg, ville vokse lidt i munden på den sognerådspolitiker, som tilbagelænet har glemt, at der er mennesker bag hver eneste beslutning der skal tages.

Jeg har adskillige gange i min tid i kommunalpolitik, blevet kritiseret for, at gå for meget ned i den enkelte sag. Irettesat er jeg blevet gang på gang for at overskride mine beføjelser efter de uskrevne regler om, at det ikke må finde sted på det politiske niveau.

Forvaltningskulturen har udviklet sig til, at køre som en velsmurt maskine i et distanceret sprog, som ikke må give anledning til eftertanke.

Den kan kunsten at fremlægge sager på den "rigtige" måde, uden at vi som politiker inddrages reelt.

Man kunne jo komme ud for, at det ville give en følelsesmæssig reaktion, som kunne få uoverskuelige konsekvenser.

Som et eksempel ville det så ikke være det nemmeste for politiet at slå døren ind i stedet for at vente på en dommerkendelse, men det gør man selvsagt ikke, fordi det ville være i strid med vores retssikkerhed.

Er embedsmændene i tilstrækkeligt grad ydmyge for demokratiets væsen?

Der findes de politikere som ser sig selv som koncernens bestyrelsesmedlemmer.

De elsker at se sig selv svæve over vandene - og ligesom udstikke de store linjer på anbefaling fra de kløgtige embedsmænd. Og endnu mere elsker de, at få rapporter på efterfølgende, hvor godt det går, fra forvaltningen.

Der er også den type politiker, der er som drevet af en indædt vilje til selv, at ville undersøge hver enkelt lille detalje, før de beslutter sig.

Når man kræver af politikerne, udelukkende at koncentrere sig om de overordnede politiske linjer, så fratager man jo det enkelte menneske at tage udgangspunktet i sig selv.

Hvis man læner sig op af den definition af demokratiet, hvor det handler om at skabe et system, hvor det enkelte menneske har størst mulig indflydelse på sit eget liv og at der findes institutioner, som gør det muligt for alle interesser frit at komme til orde og blive konfronteret på en ligeværdig måde, så har vi da for alvor fejlet, når det udelukkende bliver embedsmændenes visioner og tanker der bliver ført ud i livet.

Så forstår jeg godt, at der stadig findes gamle kommunalpolitikere, for hvem det mest opløftende på et udvalgsmøde, er en rullepølsemad.

Vi bør spørge os selv, hvem der står med ansvaret?

Hvis man mener som jeg, at det er politikerne, så bør man se at få tygget af munden og vågne op til den virkelighed vi står over for.

Det må være på tide, at de folkevalgte politikere tilbage erobrer magten!

Indlægget har tidligere været bragt i NORDJYSKE Stiftstidende, men desværre i en form, der gør, at det her bliver gentaget.

Print artikel

Visninger: 3