Fantastiske fladskærme

De nye OLED-skærme byder på klare fordele - i et nærmest svævende format. Her et blik på Samsungs stand på CES-messen i Las Vegas. Foto: Søren Bang Hansen
De nye OLED-skærme byder på klare fordele - i et nærmest svævende format. Her et blik på Samsungs stand på CES-messen i Las Vegas. Foto: Søren Bang Hansen

Relaterede billeder

Avisannonce

Annonce

Annonce

Årets nye tv-apparater er fladere og flottere end nogensinde

Bedst som vi troede, de ikke kunne blive tyndere, vælter det frem med fladskærme, der måler langt under en centimeter i dybden. Og den slanke profil er ikke engang det mest imponerende ved de fagre nye fjernsyn.

På den nyligt afsluttede CES-elektronikmesse i Las Vegas kunne flere producenter afsløre tv-apparater med den såkaldte OLED-teknologi. Billedet dannes her af selvlysende dioder, som ikke bare fylder mindre. De giver også langt bedre kontrast og farvegengivelse end traditionelle tv.

Teknikken kendes allerede fra små skærme, for eksempel i kameraer og mobiltelefoner, hvor den giver usædvanligt klare og mættede farver. Men nu rykker teknikken altså omsider ind i tv-stuen.

Tynd som en streg

Samsung viste på CES-messen et OLED-tv på hele 55 tommer. Skærmen fremstår næsten svævende, og med en profil på 7,6 millimeter er den tyndere end Samsungs populære mobiltelefoner. Selve billedpanelet måler blot 1,6 millimeter, så her er plads til at gøre skærmene endnu slankere. Den store fladskærm vejer bare 12 kilo.

Samsung har de senere år fået en del kritik for at markedsføre "LED-skærme" som en ny skærmtype, selv om her reelt bare er tale om LCD-skærme med LED-lys. Men denne gang er den altså god nok: OLED er en revolution inden for tv-teknologi - og nok det største spring fremad, siden vi tog afsked med billedrøret. Samsungs OLED-tv ventes dog ikke i butikkerne før til efteråret. Prisen er ikke oplyst, men der går nok et par år, før OLED-teknologien vinder indpas i de populære prisklasser.

Også LG kunne på CES-messen afsløre et nyt OLED-tv på 55 tommer, og her er profilen nede på fantastiske fire millimeter. Teknikken er dog en smule anderledes end Samsungs, fordi LG bruger hvidt lys og farvefiltre, mens Samsungs "Super OLED"-teknik fungerer uden filtre. Tiden må vise, hvad der fungerer bedst.

Også Panasonic er i fuld gang med at udvikle OLED-fjernsyn, og andre producenter ventes at følge efter.

Flere veje til 3D

De nye OLED-skærme har naturligvis 3D, som er ved at blive en selvfølge i nye tv-apparater. Men der er stadig langt mellem 3D-film i ordentlig kvalitet, og mange er trætte af de klodsede og kostbare briller.

Producenterne arbejder intenst på at løse problemerne. Senest er Panasonic, Samsung og Sony gået sammen om at udvikle en fælles standard for 3D-briller af den "aktive" type. Disse briller indeholder elektronik, som skiftevis spærrer udsynet for højre og venstre øje. Et enkelt par koster tæt på en tusse, så det er dyrt at klæde familie og venner på til fælles 3D-oplevelser. Derfor er det en oplagt gevinst, hvis man fremover kan bruge sine Sony- eller Samsung-briller med vennernes Panasonic-tv - og vice versa.

Andre producenter satser i stedet på "passive" briller, som også kendes fra biografen. De koster og fylder langt mindre, men kan til gengæld gøre billedet mere grovkornet.

3D-skærme, som virker helt uden briller, har faktisk eksisteret i årevis, men teknikken fungerer indtil videre bedst på små skærme - som i Nintendos 3DS-lommespil.

Fra tv til "smart-tv"

Fjernsynet er ved at udvikle sig til en alsidig internet-computer - med mulighed for at tilføje ekstra funktioner i form af "apps". Akkurat som mobiltelefonen har udviklet sig til en "smartphone", bliver det klassiske tv således til et "smart-tv". Nogle af de nye skærme har endda dobbeltkernet processor, så man kan køre flere programmer på samme tid.

Heldigvis behøver du ikke købe en ny skærm for at få adgang til de nye muligheder. Flere producenter har nemlig bygget smart-funktionerne ind i bluray-afspillere og andet tilbehør. Hermed kan du forholdsvis billigt forvandle din "dumme" fladskærm til et topmoderne smart-tv.

Sony har netop afsløret, at Googles tv-system (der passende hedder "Google tv") kommer til Danmark. Det sker med to nye apparater: en netværksafspiller (NSZ-GS7) og en blurayafspiller (NSZ-GP9), som begge lanceres til sommer. Prisen bliver henholdsvis 1600 og 2600 kr.

Med begge Sony-afspillere følger en særlig fjernbetjening, der både har tastatur, berøringsfølsom skærm, sensor til bevægelseskontrol og mikrofon til stemmestyring.

Muligheden for at styre med stemmen eller med enkle håndbevægelser findes også i Samsungs kommende topmodeller. Her kan du skifte kanal, regulere lydstyrken og endda surfe på nettet ved blot at fortælle skærmen, hvad den skal gøre.

Print artikel

Kommenter denne artikel

Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.

Visninger: 51

Seneste nærnyt