Måske kender du det fra jobbet: Hver medarbejder har sin egen e-mail-adresse med tilhørende adressebog og kalender, som kan deles med kollegerne. Hele molevitten lagres på nettet, så hvis du sender en e-mail fra din mobiltelefon eller iPad, ligger den automatisk i sendt-mappen, når du næste dag tjekker mail med din pc.
Og tilsvarende med din kalender og adressebog: Enhver ændring, du foretager på det ene apparat, afspejles straks på alle de andre. Hvis man er vant til at arbejde med flere konti og sende ting på kryds og tværs, er dette en sand befrielse.
Mange virksomheder betaler titusinder af kroner for sådan en løsning, men du kan få den ganske gratis. Der findes flere muligheder, men vi har bedst erfaringer med Google Apps, som er gratis for op til 10 brugere. Det skulle række til de fleste familier - og rigtig mange virksomheder. For en mindre udgift får du ekstra finesser som video og integration med Outlook.
Google har for nylig opdateret brugerfladen, så webværktøjerne minder mere om "rigtige" programmer - i stedet for bare hjemmesider. Løsningen spiller også fint sammen med de indbyggede mail- og kalenderprogrammer i din Android-mobil, iPhone, iPad - og mange andre apparater.
Modsat andre tjenester (som Apples iCloud) kan man med Google bruge sit eget internetdomæne - og for eksempel underskrive sig med poul@byensmurer.dk i stedet for poul177@gmail.com. Du kan med andre ord sende e-mails - uden samtidig at sende uprofessionelle signaler.
Nu bliver det teknisk
Hvis du ikke har dit eget domænenavn, kan du let og billigt bestille et hos de fleste webudbydere. Google tilbyder selv at klare sagen (for 10 dollar årligt) på www.kortlink.dk/ad4t. Ejer du allerede et domænenavn, skal du "pege" det mod Google ved at følge opskriften på samme side.
Herfra bliver det teknisk, og fremgangsmåden kan variere så meget, at vi desværre ikke kan give nogen universel trin-for-trin-vejledning. For mange vil det være nødvendigt at hente hjælp udefra. På den anden side er det heller ikke værre, end at en gennemsnitlig pc-nørd (enhver familie bør have en) kan klare opgaven. Hvis engelskkundskaberne også er i orden, er der hjælp at hente på www.kortlink.dk/a4cn.
En af de drilske detaljer er, at man ikke skal vælge Gmail, når man indstiller sin konto på mobilen - men derimod "Microsoft Exchange". Fremgangsmåden til iPhone og iPad er beskrevet på www.kortlink.dk/a4cq.
Farvel til Outlook
Hvis du har mange gamle mails liggende i Outlook, kan du også overføre disse til Google, så du hurtigt kan genfinde de gamle beskeder. Følg anvisningerne på www.kortlink.dk/ad4u.
Ad omveje kan du fortsætte med at bruge Outlook - som en slags fjernbetjening til Googles webværktøjer. Men den rene webbrugerflade vinder ved nærmere bekendtskab.
Ud over de nævnte værktøjer tilbyder Google en hel lille kontorpakke, hvor man kan arbejde flere på samme dokument. Værktøjerne kører optimalt i Googles egen weblæser, som i alle tilfælde kan anbefales. Du finder den på www.google.com/chrome.
Tilbage er blot at nyde magien: Send eller slet en mail på din mobiltelefon - eller opret en ny kalenderaftale. Og se, hvordan ændringen efter få sekunder afspejles på din pc, tavle - og ethvert andet apparat, du har koblet på din nye konto. Slut med at spekulere på, hvilken kalender der er den nyeste - eller om den mail, du lige mangler, nu ligger på mobilen eller en af dine computere. Det hele svæver i "skyen" - og alt er ajour.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
27