EU vil forbyde netannoncer

Pas på med "synes godt om", hvis du ikke ønsker dit navn og profilbillede brugt i annoncer.
Pas på med "synes godt om", hvis du ikke ønsker dit navn og profilbillede brugt i annoncer.
  • 27. januar 2012 04:00
  • Af:

Avisannonce

Annonce

Annonce

Nyt direktiv kan spænde ben for Facebooks såkaldt sponsorerede historier og målrettede annoncer

Hvis du trykker "synes godt om" en side på Facebook, giver du firmaet lov til at bruge dit navn og profilbillede i annoncer målrettet dine venner.

Dén markedsføringsmodel vækker forargelse hos Viviane Reding, EU-Kommissionens næstformand.

Hun står bag et ændringsforslag til en omfattende reform af EU's persondatadirektiv, der skal sikre, at EU's borgere har retten over deres egne data, og at virksomheder skal spørge om lov, før de bruger dem.

Det er ikke kun i EU, annoncemodellen forarger. Herhjemme møder den kritik fra Anette Høyrup, der er jurist med speciale i markedsføring og sociale medier hos Forbrugerrådet.

- Helt overordnet er problemet, at Facebook har 100 procent kontrol over, hvad de vil bruge oplysningerne om brugerne til. Man bliver taget som gidsel i et nyt markedsføringstiltag, hvor man ufrivilligt pludselig skal agere reklamesøjle for en virksomhed, siger hun.

Hos Foreningen for Distance- og Internethandel (FDIH) ser man dog ikke noget problem i den nye type annoncer.

- Folk ved jo godt, hvad de går ind til, hvis de synes godt om en side. Så hvis de ikke vil have, at deres profil bliver brugt til den slags, kan de jo bare lade være med at gøre det, siger Henrik Theil, der er kommunikationschef i FDIH.

Men det argument køber Anette Høyrup ikke, fordi hele idéen med et socialt netværk ifølge hende netop er at dele ting med hinanden.

- Facebook er gået fra at være et socialt medie, der var til for at bringe mennesker sammen, til i dag at være en gigantisk datahøster, hvis formål er at samle oplysninger ind om alle brugerne, som de så kan tjene penge på, siger hun.

På facebook.com forklarer folkene bag det sociale netværk, at det koster over 5,7 milliarder kroner om året at drive siden, og at annonceindtægterne sørger for, at folk ikke skal betale for at have en profil. Det er fremtiden for de sociale medier, hvis man spørger Henrik Theil.

- Folk er meget modtagelige over for anbefalinger fra andre, og vi følger med i, hvad vennerne gør. Derfor er det god reklame for firmaerne at blive nævnt i Facebooks nyhedsstrøm, siger han og tilføjer, at der ikke er grund til panik, fordi annoncerne automatisk vil blive reguleret af brugerne.

- Brugerne er de første til at reagere, hvis de ikke bryder sig om de nye markedsføringstiltag, siger han.

Det er netop, hvad en gruppe amerikanere har gjort, da de i december 2011 beskyldte Facebook for med målrettede annoncer ulovligt at have udstillet deres præferencer uden tilladelse for at tjene penge på det.

Reformen af EU's persondatadirektiv skal nu igennem EU's lovmaskineri for at blive endeligt vedtaget. De nye regler vil tidligst være gældende om et år./ritzau/

Print artikel

Kommenter denne artikel

Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.

Visninger: 15

Seneste nærnyt