FILM: "Min søsters børn - alene hjemme"

Allerførst vil jeg på det allerkraftigste advare mod at gå ind og se denne film, hvis du regner med at se en realistisk skildring af, hvordan dansk familieliv med fem børn folder sig ud i dagens Danmark.

Men er du til grundig renvasket underholdning med tuttede nuttede rollinger, kække piger og raske drenge, der sammen med deres forstående onkel Erik - konsekvent overspillet af Peter Mygind, der elsker at spille Peter Mygind, sådan som vi har set ham alt for mange gange før - så er det bare med at komme af sted til dette bind fem i rækken af "Min søster børn"-film.

Det ligner til forveksling Flemming-bøgerne og Puk, og hvad de nu hed det, alt det seriebogsbras, som vi, der hverken havde computerspil eller særligt meget børnefilm at gøre med, måtte nøjes med, dengang vi voksede op i 60'erne.

Du bliver inviteret indenfor i sådan et slags uvirkelighedsunivers, hvor næsten alt, hvad der kan være anstødeligt og politisk ladet eller - gud forbyde det - lugte af naturligt liv, er droppet til fordel for snedigt udtænkte barnagtigheder.

Målgruppen må så aldeles bestemt være naive og troskyldige barnesjæle under 10 år, som bliver slæbt af sted til den her af sikkert velmenende bedsteforældre.

Dette bind fem har fået tilføjelsen "Alene hjemme" og så ved vi jo straks, at handlingen læner sig kraftigt op af "Alene hjemme", anno 1990, hvor Macauly Calvin spillede otte-årige Kelvin, der blev efterladt alene hjemme, da familien skulle på ferie og med held bekæmpede et par indbrudstyve, der ville tømme villaen for værdier.

Den film er et mesterværk sammenlignet med min søsters hørm - undskyld, børn.

Anslaget og åbningsscenen, hvor mor og far sover over, er grovkopieret herfra, men så hører ligheden også op. Det er nemlig ungerne, der har pillet ved vækkeuret for at overraske med dejlig morgenmad, inden flyafgang og tre ugers forældreferie i USA.

Men da ved vi allerede underbevidst, at et par indbrudstyve sikkert dukker op længere fremme.

Onkel Erik (Peter Mygind) er indkaldt for at passe på Blob, Pusle, Michael, Jan og Amalie, og det går vældig fredsommeligt, indtil Jan og Michael beslutter sig for at tage en lille prøvekøretur i fars nyindkøbte vintagesportsvogn.

Det går galt, og mekanikeren skal have 30.000 kr. for at rette op på buler og skader, og så beslutter ungerne sig for at åbne Hotel Hyggely og sammen tjene penge til reparationen, så far ikke eksploderer.

Og nu går det derudad med morsomme optrin. Japanere, der spiser sushi i form af naboen, fru Flinths (Mille Dinesen) guldfisk, opblandet pollyfilla i ansigtsmasken og andre friskheder.

Det er så renskuret uskyldigt og kækt, at det gør ondt. Her er også mange sjove replikker, sådan som voksne nu synes sådan noget er sjovt i barnemund. Desværre er lyden også ofte ganske ringe, og der bliver sjældent levnet tid til, at vi eventuelt kan få grinet af, inden den næste morsomhed skal affyres.

Meget kan du tilgive de unge skuespillere, som jo ikke kan gøre for, at de ikke er blevet instrueret bedre. Men det går over enhver forstand, at Peter Mygind får lov til at overspille så uhæmmet med overdreven mimik og sit uforanderligt, lalleglade smil skruet fast i kraniet.

Alligevel smider vi en anden stjerne efter filmen, og det gør vi udelukkende, fordi filmen holder fast i en enkelt prisværdig menneskelig egenskab.

Sammenhold, du.

At når det ser værst ud, så er sammenhold og holdindsats vejen frem. Og det kan selv den fjollede onkel Erik godt indse, og i det spørgsmål er han 110 procent på børnenes side, og det skal han have en varm tak for.

Men ellers er det bestemt en film, som burde være forsynet med mærkaten:

Strengt forbudt for voksne.

Bent Stenbakken

bent.stenbakken@nordjyske.dk

"Min søsters børn - alene hjemme"

Danmark, 2011.

Instr.: Martin Miehe-Renard

En time, 19 min.

Tilladt for alle.

Dammarkspremiere.

Print artikel

Visninger: 13