Jenny Hansen har i samarbejde med regenten designet nyt gulvtæppe til Christian IX's gemak.
Søndag blev det afsløret, at gobelinvæver Jenny Hansen fra Hobro, i samarbejde med dronningen selv, har designet det nye gulvtæppe til Christian IX's gemak i Repræsentationslokalerne på Christiansborg. Gulvtæppet var Folketingets og regeringens gave til dronning Margrethe i anledning af regentens 40 års regeringsjubilæum, og gaven blev overrakt søndag af statsminister Helle Thorning-Schmidt og Folketingets formand Mogens Lykketoft - og ud over de mange officielle gæster var kunstneren Jenny Hansen også til stede på Christiansborg.
Gulvtæppet måler seks gange seks meter og har Rigsvåbnet som det centrale motiv, og ideen bag tæppet har været, at både de stærke farver og designet skal spille sammen med rummet.
Det hele begyndte med, at dronningen blev spurgt om, hvad hun ønskede sig, og med på ønskesedlen var et nyt gulvtæppe til Christian IX's gemak.
Herefter fik Jenny Hansen en henvendelse, om det var noget for hende at designe.
- Det var det selvfølgelig, selv om det har været en helt anderledes proces, end når jeg ellers arbejder. Normalt laver jeg jo mine gobeliner helt fra bunden, også ved f.eks. selv at indfarve mine garner. Men ved denne opgave skulle jeg designe motivet i samarbejde med dronningen, og vores forlæg er gået videre til fabrikken Egetæpper, der har produceret det store gulvtæppe, forklarer Jenny Hansen.
Faktisk er hendes motiv ved en særlig teknik printet over på et hvidt gulvtæppe hos producenten.
Og selv om den 60-årige kunstner arbejder i store formater, når hun skaber sine gobeliner, ville det ikke være muligt for hende selv at væve et så kæmpestort værk på værkstedet i Adelgade i Hobro.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
65