koncert

ASO: Martins og Bruckner

Starten på symfoniorkestrets forårs-sæson bød på et glædeligt gensyn (og genhør) med gamle kendinge, Aeschbacher på podiet og Yana Deshkova tilbage som koncertmester efter overstået barselsorlov. Derudover blev det en aften præget af musikalske kontraster på godt og ondt, i første omgang mellem aftenens to værker af centraleuropæisk oprindelse, schweiziske Frank Martins "Petite Symphonie Concertante" fra 1945 og østrigske Anton Bruckners 4. symfoni, "Den romantiske", fra 1870'erne.

Martins koncerterende værk lancerer en usædvanlig konstellation af solister, nemlig harpe, cembalo og klaver, spillet fremragende af Mette Nielsen, Lars Colding Wolf og Arne Jørgen Fæø. Og dette lille værk fangede og fastholdt én fra start til slut med et tonesprog, som var spændt op imellem polyfone forløb med tolvtone-temaer, strygerklange med en egen varm, senromantisk ekspressivitet og hurtige forløb med barokagtigt motoriske strukturer. De tre solister fremstod i den smukkeste kontrast til strygerorkestret med flimrende klangflader og den smukke adagio kadence midtvejs, hvor solisterne på skift indtog rollerne som solist og akkompagnatør. Det charmerende værk fik en aldeles fortryllende opførelse med de tre fine og markante solister (plus Deshkova med fra sidelinjen), styret sikkert i havn af Martins landsmand, Aeschbacher, på podiet.

Man kunne ønskeligt forestille sig nogen større musikalsk kontrast til denne schweiziske elegance end Bruckner og hans fjerde symfoni. I førstesatsen kunne man fryde sig over de store organiske bølger af musikalsk energi, der vekslede frem og tilbage mellem det allermest delikate pianissimo i strygere og de fine træblæsersolister til de store dynamiske udladninger med flot klingende messinggrupper oveni et udbygget og tændt strygerkorps. Men når den 70 minutter lange symfoni i perioder tabte sit momentum, som det skete i dele af anden atsens marche funèbre eller de nedtonede dele af den lange sidstesats, kom det uvægerligt til dyk i koncentrationen, enten hos orkestret eller publikum, og tråden bristede. Mest helstøbt og tændt stod scherzoen med jagttemaerne i messinggrupperne, og den flot klingende hornsektionen markerede sig også i sidstesatsen. Når koncentrationen var til stede blev luften elektrisk, så man endnu en gang fornemmede den gode kemi mellem Aeschbacher og orkestret, som i gamle dage.

Tore Mortensen

kultur@nordjyske.dk

ASO og Matthias Aeschbacher: Frank Martins og Anton Bruckner

Solister: Mette Nielsen, Lars Colding Wolf, Arne Jørgen Fæø

Aalborghallen

torsdag aften

Print artikel

Visninger: 40