RETTEN: Landsretten gav byretten medhold i, at 32-årig skal halvandet år i fængsel
VENDSYSSEL: Vestre Landsret i Aalborg idømte torsdag en 32-årig mand fra Østvendsyssel halvandet års fængsel for at forvolde fare for andres liv eller førlighed samt for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Dermed stadfæstede landsretten en dom fra byretten i oktober, hvor man var nået til samme resultat.
Sagen omhandler en skud-episode i august. Den 32-årige og en anden mand var blevet uenige om økonomien i nogle forretninger med skrot, som de havde lavet sammen. Den 32-årige mente at have nogle penge til gode.
På dagen for skuddet fik den 32-årige besøg af sin tidligere skrotpartner samt to andre mænd, og det var her, skuddet blev affyret.
Alle, også den 32-årige, var enige om, at der var blevet affyret et skud. Der var også enighed om, at de tre mænd havde opsøgt den 32-årige på hans bopæl for at tale om nogle ruder i en lastbil, som de mente, at den 32-årige havde smadret. Men så hører enigheden om forløbet også op.
Den 32-årige forklarede, at to af mændene havde banket hårdt på, så en rude gik i stykker. Den 32-årige blev vækket, talte med de to mænd og fik så øje på sin tidligere skrotpartner. Ifølge den 32-årige slog den tidligere skrotpartner ud efter ham, hvorpå han løb ind i huset efter sin riffel og to patroner. Imens var de tre ubudne gæster kommet ind i bilen og var begyndt at køre, og den 32-årige løb ud på gårdspladsen og skød et skud skråt op i luften hen over en mark - og ikke i retning af bilen, forklarede han i retten.
- Jeg gjorde det, fordi jeg var bange for dem og gerne ville have dem væk fra huset, forklarede den 32-årige.
Riflen, han skød med, havde han ikke våbentilladelse til, og den lå gemt skarpladt bag en fryser, da politiet ransagede stedet efterfølgende. Den blev normalt opbevaret oven på et skab i soveværelset.
Modstridende forklaringer
De tre vidner, som var i bilen den dag, fortalte derimod i retten, at den tidligere partner ikke havde slået ud efter den 32-årige.
En af dem fortalte, at han opfattede den 32-årige som skræmt, da han så sin tidligere skrotpartner, og han følte ikke, der ville komme noget godt ud af mødet. Derfor stak de tre af i en fart, men vidnet blev ved med at kigge bagud, fordi han følte, at der stadig var noget galt. Der så han, at den 32-årige havde et gevær i hænderne.
- Han peger mod mig, men jeg kan ikke sige, om kan peger skråt op eller direkte på. Så bliver der skudt.
Han mente også, at den 32-årige havde stået på vejen eller cykelstien, da han skød, og hans forklaring blev bakket op af de to andre vidner fra bilen. Også de andre to vidner hørte lyden fra skuddet, der blev affyret.
Den 32-åriges kone, som havde fulgt begivenhederne fra huset gennem et vindue, forklarede derimod, at den 32-årige havde stået på gårdspladsen, da han skød - og havde skudt ud over vej og mark, ikke efter bilen.
Anklager Majbrit Bak lagde i sin procedure vægt på, at den 32-årige gik indenfor, hentede sin riffel og gik ud og skød, og at forklaringerne fra vidnerne i bilen var troværdige. Hun lagde også vægt på, at riflen var i et soveværelse, som der var let adgang til, og at der er små børn på bopælen. Hun bad om en straf på et år og ni måneder.
Forsvarer Anna-Lisa Andersen argumenterede i sin procedure for frifindelse for at forvolde fare for andre mennesker. Hun pegede på, at de tre mænd i bilen godt kunne have hørt kuglen, selv om den havde en anden bane end hen over bilen, og henviste til, at et vidne fra Rigspolitiet i sagen forklarede, at det er muligt. Forsvaret erkendte, at der var tale om ulovlig våbenbesiddelse, men mente kun delvis, at der var tale om skærpende omstændigheder. Hun pegede bl.a. på, at det ikke var bevist, at den 32-årige havde skudt efter bilen.
Landsretten lagde i sin stadfæstelse af dommen vægt på, at der var et skarpladt våben på bopælen - og fandt det bevist, at den 32-årige havde skudt efter bilen.
Han blev på grund af sagens grovhed varetægtsfængslet, indtil han kan afsone dommen.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
16