En 65-årig mand er i livsfare efter en brand i et hus på Klæstrupvej mellem Brønderslev og Jerslev. Manden blev røgforgiftet ved branden, og blev mandag eftermiddag overført til Rigshospitalet.
- Vi fik melding om ild i et stuehus mandag klokken 9.23 - og meldingen lød på, at der muligvis var personer i huset, oplyser beredskabsinspektør Klaus Andersen.
Da redningsmandskabet kom frem til stedet, blev de mødt af nogle ansatte fra kommunens vejafdeling, der arbejdede ved vejen ved nabohuset. De havde opdaget branden, men kunne ikke komme ind i huset på grund af kraftig røgudvikling.
- Da jeg kom frem, fik jeg bekræftet af en pårørende, at der måtte befinde sig en person i huset, og vi sendte derfor røgdykkere ind, oplyser Klaus Andersen.
Røgforgiftet
- Efter nogle minutters eftersøgning, fandt vi en person derinde.
Det viste sig at være husets 65-årige mandlige beboer.
Lægeambulance og paramediciner var på stedet, og manden blev kørt på sygehuset med en livstruende røgforgiftning. Han blev mandag eftermiddag overført til Rigshospitalet.
Brandårsagen er endnu ukendt, men ifølge politiet er der mistanke om, at naturgasinstallationen i huset kan være medvirkende årsag til branden. Tekniske undersøgelser skal afklare brandårsagen.
Gasudslip
Branden i fyrrummet var vanskelig at dæmpe for slukningsmandskabet, idet den hele tiden blussede op på grund af gasudslip. Og hermed nåede ilden også at få fat i tagkonstruktionen på huset.
Husets mandlige ejer var alene i huset, da branden opstod.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
26