Bestyrelsesformænd lægger vægt på en central placering og en indretning i mindre enheder.
Tirsdag skal politikerne i børne- og skoleudvalget drøfte, hvor placeringen af den nye 150-børns børnehave skal være. Der ligger et oplæg omkring det, hvor flere muligheder er i spil - den gamle stadion i Nørre Allé, Skolegades Skoles sportsplads i Gravensgade, Nordens Allé nær Hedegårdsskolen og Ådalen.
Den ny børnehave erstatter børnehaverne Midgaard, Jyllandsgade og Hedelund. Bestyrelsesformændene de tre steder er enige om, at en central placering er vigtig.
- Noget af det, der bliver allermest vigtigt, er for os beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. Det er tre by-børnehaver, og vi vil utrolig gerne have, at det bliver en børnehave i den her del af byen, siger bestyrelsesformand i Jyllandsgade, Anne-Marie Rasch.
Majken Kjær, formand i Midgaard, er enig i, at man skal se på, hvor de tre børnehaver ligger i dag.
- Vi vil gerne have, at den nye børnehave også kommer til at ligge centralt. Der er nogen, der ikke har bil, så hvis det for eksempel bliver Ådalen, så vil de få langt på cykel, siger hun.
Hun peger på, at en central placering også er en stor fordel, fordi man let kan gå på biblioteket eller ned i byen med en gruppe børn.
- Det er klart, at den skal ligge herinde i byen. Midgaard ligger inde i byen, Jyllandsgade og Hedelund ligger i byen, så må man i hvert fald ikke flytte den væk fra centrum. Der er mange mennesker, der går og cykler med deres børn, det dur ikke at lægge den ud i nordbyen, supplerer Mads Kjeller Larsen, bestyrelsesformand i Hedelund.
Alle tre lægger vægt på, er at børnehavens indretning er meget vigtig.
- Vi har slået lidt på tromme for, at den bliver opdelt. Det er mange børn at forholde sig til, og det skal der tages hensyn til. Der er også følsomme børn blandt de 150 børn, der har brug for mere omsorg og ro, så det er vigtigt, at det ikke bliver for stort, men at man stadig har det nære og intime, som vi kender fra børnehaverne i dag, påpeger Majken Kjær.
- Selv om det bliver en stor børnehave, så er det enormt vigtigt, at man har fokus på det nære, og det er vigtigt, at man får lavet forholdsvis små grupper af børn, så de stadig kan føle, at de er nære med nogen, siger Mads Kjeller Larsen.
Fra Jyllandsgades side peges på, at det er vigtigt at søge noget erfaring fra andre kommuner og lære af dem.
- Det er bekostelig affære, der skal i gang, så det er vigtigt, at vi får det gjort rigtigt, siger Anne-Marie Rasch, der forestiller sig, at det kan bygges i mindre nicher, måske som en stjerneform.
- Der er stor forskel på, om man er tre eller seks år. Det er også vigtigt at tænke på, at der ikke kun skal være én indgang, siger hun.
De positive briller
Der skal vælges en ny fælles bestyrelse for den nye institution, hvis leder også tiltræder 1. februar. Samtidig har de tre "gamle" børnehaver mulighed for at vælge lokale forældreråd, mens børnehaverne stadig befinder sig på tre adresser.
Forældrene har haft betænkeligheder ved den store størrelse.
Mads Kjeller Larsen har tidligere i NORDJYSKE argumenteret for, at 90-100 børn var en bedre løsning.
- Men nu må vi se fremad, og det er også derfor, at jeg har meldt mig til at deltage i det videre forløb omkring placeringen og opstarten af den nye institution, siger han.
- Vi har som bestyrelse valgt at se på det med de positive briller, vi kan jo ikke gøre noget ved beslutningen nu, så vi må se, hvor vi kan få indflydelse nu, så vi kan se fremad og påvirke processen, hvor vi kan, især med placering og indretning, siger Majken Kjær.
I Jyllandsgade fortæller Anne-Marie Rasch, at man godt vidste, at de små børnehaver ikke er rentable.
- Men det er jo sparetider, og hvis vi fik lov at sidde over, så kom vi måske i spil næste år, og så er det ligeså rart, at det kom nu, konstaterer hun.
Ny kultur en udfordring
Anne-Marie Rasch peger på, at en af de største udfordringer ved den ny børnehave er at få skabt en ny fælles kultur.
- Det er det aller sværeste. Børnene skal nok følge med, hvis personalet er med rent følelsesmæssigt og psykisk, men alle tre steder har noget, de skal have sagt farvel til, noget kultur, som de selvfølgelig skal have noget af med videre, men som er specielt for dem hver i sær. Det er noget af det allersværeste. Vi er ikke negative her hos os, vi er selvfølgelig med, og alt nyt er spændende, men samtidig vil vi også godt have lov at begræde det, der var - det er en epoke, der er slut, siger hun.
Majken Kjær er på linje med sin kollega:
- Overgangsfasen bliver hård, ikke mindst for det pædagogiske personale. De skal egentlig bryde deres institution op og finde ud af, hvad de nu skal være fælles om.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
3