Af Mette Møller
mette.moeller@nordjyske.dk
BRØNDERSLEV: Det bliver slut med muligheden for at tage skolebussen hjem ved middagstid for de børn, som ikke er transportberettigede.
I dag er der fire afgange med skolebussen hjem ved kommunens skoler, men fremover bliver der kun tre, og det er altså middagsafgangen, der bedst kan undværes.
- Det er en del af budgetforliget, på den måde kan man sige, at der ikke er så meget at gøre ved det, siger udvalgsformand Ole Jespersgaard (S), der betegner det som en forringelse - men hæfter sig ved, at dem, der har langt til skole, stadig kan komme hjem.
- Al nedskæring er forringelser. Men det er vigtigt, at de så kan komme hjem med taxi, dem der er transportberettigede, siger han.
Hidtil har alle skolebørnene kunne hoppe på middagsbussen, men fremover bliver den busrute altså ikke kørt.
Der bliver i stedet mulighed for NT-taxakørsel for de børn, der har så langt til skole, at de er transportberettigede.
Det betyder, at man kan spare en mio. kroner på årsbasis på de i alt 13 lokalruter, der er omfattet.
Passagertællinger har vist, at der er færrest passagerer på afgangsruten omkring klokken 12. På nogle skoler er kun 1-2 af de små skolebørn, som skulle med middagsbussen hjem, mens der andre steder var op til 10 transportberettigede børn i 3. klasse, som tog med bussen hjem - men de har kun brug for at komme hjem klokken 12 nogle få dage.
Bussen holder op med at køre middagsturen fra skoleårets start 2012.
Børn fra 0. til 3. klasse skal have mindst 2,5 kilometer til skole for at være berettiget til transport, mens børn på mellemtrinnet skal have mindst 6 kilometer og 7.-9. klasse skal have mindst 7 kilometer.
Desuden kan børn, der har kortere skolevej, hvis hensynet til børnenes sikkerhed i trafikken gør det særligt påkrævet.
Ifølge et notat til sagen fra skolechefen er besparelse udgiftsneutral for skolerne, og de pålægges ikke restriktioner i skemaplanlægningen.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
3