Carsten Leth styrer PM- byggeriet - projektet løber over fire år, og tidsplanen holder
Tid, kvalitet og økonomi.
De tre faktorer skal projektleder Carsten Leth styre og have overblik over, mens boligområdet ved Knudsgade i Brønderslev forvandles til et moderne, indbydende boligkvarter. Totalentreprisen beløber sig til 179 mio. kroner, og ombygningsprojektet strækker sig over fire år.
- Tidsplanen skal holde, kvaliteten skal passe til det, vi har lovet bygherren, og der skal være penge tilbage, når vi er færdige. De tre ting spiller stærkt sammen - skrider tidsplanen, begynder det også at koste penge. Og går det for stærkt, går det ud over kvaliteten, forklarer Carsten Leth, der skal koordinere arbejdet på en af byens største arbejdspladser.
Over 40 forskellige firmaer er med i projektet - 15 af dem er repræsenteret på selv byggepladsen.
- Og de skal arbejde for sig selv, men de skal også fungere som en helhed. Derfor er det vigtigt at få sat fælles mål op.
Telefonen et vigtigt værkstøj
Projekter i denne størrelsesorden er ikke nye for Carsten Leth. Han har samlet 20 års erfaring, heraf de 15 af dem som projektleder. Men han indrømmer dog, at et byggeprojekt med 264 boliger hører til i sværvægtsklassen. Og at der i øvrigt er større udfordringer forbundet med ombygning end med et nybyggeri.
Det gamle fælleshus på Niels Bohs Plads udgør kommandocentralen - huset er indrettet med kontorer. Og det er i øvrigt også her, at håndværkerne har deres frokoststuer.
Oversigtskort over blokkene hænger på væggene i det lokale, hvor de ugentlige byggemøder holdes. Og her sidder Carsten Leth for bordenden.
Han er den, der binder trådene sammen - telefonen ringer med jævne mellemrum, og det sker ikke sjældent, at en håndværker lægger vejen forbi med et spørgsmål eller udfordringer, der skal løses.
- I det daglige har jeg nogle dygtige formænd og byggeledere på pladsen, så jeg kan klare mig det meste af tiden med den her, siger Carsten Leth og løfter mobiltelefonen fra bordet og understreger, at han har et tæt samspil med byggelederne.
- Der er en leder for hvert firma, og de passer deres fag - gjorde de ikke det, kunne det ikke lade sig gøre.
Samlebånd i opgangene
- Hver onsdag samles 12 ledere til byggemøde, og hver anden onsdag har vi tillige sikkerhedsmøde. Vi samler op på hvert enkelt fag, hvad de har udført, hvor langt de er, og hvordan det ser ud i forhold til tidsplanen. Vi skal hele tiden kigge fremad. Og få klarlagt eventuelle ændringer.
Håndværkerne har færdiggjort fem boligblokke, og 114 lejligheder er hermed færdiggjort. De næste 24 lejligheder er klar til indflytning om kort tid.
- Det er klart, at de første blokke tog længere tid - man skal jo lige slibe kanter af på hinanden. Men nu kører det rigtig godt. Hver tredje uge afleverer vi en opgang med seks lejligheder til os selv - og sådan bliver det ved resten af byggeperioden. Vi arbejder i seks-syv opgange ad gangen. Det er lidt som et samlebånd - cirka hver tredje måned er en ny blok klar til aflevering til bygherren, forklarer Carsten Leth, der tilføjer, at blokkene imidlertid ikke er helt ens.
- Det er dejligt, at blokken i princippet er ens, men det er en udfordring, at de alligevel ikke er helt ens - og der er tilpasningen af projektet hele tiden, tilføjer han.
Kvalitetstjek på pladsen
Carsten Leth forlader med mellemrum kontoret for at inspicere byggepladsen.
- Jeg skal sikre mig, at kvaliteten er i orden. Det er min opgave at føre tilsyn, fastslår han og tilføjer, at ledelsesopgaven både kræver diplomati og respekt for samarbejdsparterne.
Kvaliteten kontrolleres løbende, og når en boligblok er færdigrenoveret bliver der lavet afleveringsforretning.
- Så går jeg igennem hver eneste lejlighed og laver mangelliste, tilføjer Carsten Leth.
Byggepladsen ved Knudsgade udgør arbejdsplads for mellem 30-40 håndværkere i hverdagen. Og sikkerhed og sundhed på pladsen er ligeledes projektlederens ansvar.
- Det er et kæmpe ansvar - det er alt, hvad der handler om arbejdsmiljø.
Blandt andet skal nye arbejdsveje, byggepladsplaner og stilladser tilrettelægges. Og ikke mindst skal der være ryddet op og orden på pladsen for at minimere risikoen for uheld.
Målet er tæt på perfekt
Projektet skrider planmæssigt frem, men Carsten Leth oplever ikke, at presset på hans skuldre letter af den grund. Der er ikke plads til at slække på opmærksomheden. Men han stortrives med opgaven og nyder at bygge og skabe nyt.
- Målet er at få det så tæt på perfekt, som man kan - uden at det går ud over økonomien og tidsplanen, smiler han.
- Og det mål er nået hver gang, vi afleverer en blok og bygherren er tilfreds, tilføjer han og konstaterer, at tilfredse kunder er et skulderklap ikke alene til ham, men til hele byggeteamet.
- Vi har lige afleveret en etape, som de var glade for - og den succes deler vi med hinanden.
Planlægning altafgørende
At det omfattende byggeri skrider planmæssigt frem har Carsten Leth følgende opskrift på:
- Det altafgørende er, at vi havde god tid til at projektere og planlægge, inden vi gik i gang. Det er tit manglende planlægning, når det går galt med et byggeprojekt.
Carsten Leth blev ansat som projektleder hos Arne Andersen Vrå A/S i 2009 - på det tidspunkt havde firmaet netop vundet PM-projektet i Brønderslev. Og på det tidspunkt gik projektering og den detaljerede planlægning af projektet i gang.
En af forudsætningerne for succes er ifølge Carsten Leth også at få sat det rigtige hold fra begyndelsen.
- Og så er det vigtigt, at spillereglerne er sat op fra starten.
Ikke alle mestre og håndværkere er interesserede i ombygningsprojekter som det Boligforeningen PMs afdeling 11 gennemgår.
- Det er sværere at strukturere, og man skal være omhyggelig, når man vælger underentreprenør. Og det er ikke alle håndværkere, der kan holde ud at gå her i fire år i træk - der er rigtig mange gentagelser i arbejdet.
- Vi har brug for besindige, rolige folk, der kan samarbejde. På mindre byggepladser kører man af og til sit eget løb. Jeg tror på, at de byggefolk der stadig er med her, også har lyst til at være med til at afslutte projektet om cirka halvandet år.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
16