Mors-Thy hentede en ny storsejr, da holdet søndag fik besøg af Vrå/Børglum
Mors-Thy havde en stor fejlprocent i søndagens møde med Vrå/Børglum, men det fik ikke indflydelse på udfaldet af kampen.
Mors-Thy vandt nemlig stadig med hele 29-16, og det skyldtes ganske enkelt niveauforskellen på de to mandskaber, forklarede MTH-træner Lars Bang Bertelsen.
- Vi imponerede bestemt ikke i dag, men vi er væsentligt bedre end Vrå/Børglum, og dem skal vi til enhver tid kunne slå.
Hjemmeholdet kom også fint fra start, hvor især forsvaret og målmand Jonas Klausen stod solidt. Det kneb til gengæld mere i den anden ende, hvor holdet smed mange bolde væk og brændte for mange chancer. Mors-Thy var dog stadig foran 14-10 ved pausen.
Fra anden halvlegs start strammede hjemmeholdet grebet om kampen, og et kvarter senere var føringen blevet øget til 23-11. Derefter faldt kampen gevaldigt i intensitet, og de to hold byttede blot mål ind til slutfløjt.
God indstilling
- Vi vandt også stort over Vrå/Børglum i det første møde, og derfor var det vigtigt, at vi ikke undervurderede dem. Spillerne gik heldigvis på banen med en rigtig god indstilling, og selv om det ikke altid var lige kønt, så leverede vi en god holdindsats, sagde MTH-træneren, der havde store roser til sin venstre fløj.
- Mads Eriksen spillede en utrolig flot kamp i dag, og med otte fuldtræffere var han vores skarpeste spiller i angrebet.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
8