Anbefalinger om at nedlægge specialklasser i Thisted Kommune skal vurderes nøje
Børne- og familieudvalget under Thisted Byråd skulle i går tage stilling til et sæt anbefalinger fra en arbejdsgruppe vedrørende en omlægning af specialundervisningen i folkeskolen.
Den overordnede tanke er, at flere børn med særlige behov i fremtiden skal kunne undervises i en almindelig klasse i den lokale skole eller i en såkaldt inklusionsklasse på en større skole frem for at blive visiteret til specialklasser.
Som et led i den plan skal lærere og ledere i folkeskolen i gang med at udvikle nye kompetencer, hvorefter flexklasserne på Østre Skole og Hurup Skole gradvist nedlægges.
Men formanden for børne- og familieudvalget, Mogens Kruse (SF), siger, at han og de øvrige fire politikere i udvalget "bestemt ikke har travlt med at få det gennemført". Der venter stadig mange drøftelser - og der er stadig mange spørgsmål, der kræver klare svar.
Blandt andet vil de gerne - inden næste møde - have forslag fra forvaltningen til en målsætning for omlægningen af specialundervisningen, ligesom de gerne vil vide, hvad det vil sige, når man taler om kompetenceudvikling af lærerne.
Der har også været talt om at dele hele planen op "i klumper".
Mogens Kruse skal inden næste møde 31. januar mødes med forvaltningen for at drøfte implementeringsplanen med henblik på en indstilling, som udvalget kan forholde sig til.
Men Mogens Kruse understreger, at det ikke engang er sikkert, at der tages en endelig beslutning om to uger.
- Vi er enige om, at det er den her vej, vi skal. Men vi vil være sikre på at lande med begge ben på jorden. Vi vil ikke lave fejl, der er uoprettelige, siger Mogens Kruse.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
13