Lokalopgør gav sæsonens største sejr til Nors og sæsonens største nederlag til Thisted
I 22 minutter spillede TIK Håndbolds bundprop i jyllandsserien lige op med topholdet fra Nors i søndagens lokalopgør i Thy Hallen, men efterfølgende blev TIK spillet baglæns ud af egen hule.
TIK indkasserede sæsonens største nederlag, og Nors vandt sæsonens 12. og største sejr, der blev på hele 33-16. TIK fulgte med til en Nors-føring på 10-8, men i slutningen af første halvleg fik TIK nogle udvisninger, og Nors fik gang i kontraspillet og kunne få til pause foran 14-8.
TIK-træner Allan Madsen er nu oppe på at have benyttet 31 forskellige spillere i denne sæson, og denne gang var der to nye med, Heino Vigsø og Søren Kragh på stregen.
- I anden halvleg var de klart bedre end os. Spillerne er ikke i form, men vi slog også helt op i banen det sidste kvarter. Det var lidt ærgerligt, sagde TIK-træner Allan Madsen, der har ros til Rasmus Århøj på venstre fløj for en god kamp hele vejen.
I første halvleg var det ikke mindst den tidligere liga-målmand Esben Knudsen, der holdt TIK inde i kampen.
- Esben Knudsen var hård ved os i første halvleg. Havde det ikke været for ham, havde vi nok nået de magiske 40 mål. De fire mål til sidst i første halvleg fik skabt lidt ro. Det var lidt panikagtigt, men i anden halvleg fik vi dækket godt op og fik løbet masser af kontraer, sagde Nors-træner Ernst Sørensen.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
19