Borgmesteren regner med at Lejerbos renovering godkendes i næste uge
Thisted Kommunes borgmester, Lene Kjelgaard Jensen (V), tager nu fat på godkendelsen af en renovering for 54 mio. kroner i Lejerbos afdeling 122-0 Højtoftevej i Thisted.
Som Thisted Dagblad beskrev i fredagsavisen, var skema B-godkendelsen på grund af en procedurefejl i teknisk forvaltning ikke kommet på såvel økonomiudvalgets som byrådets dagsorden for det seneste møde i tirsdags. Det ville få den vidtrækkende konsekvens for Hundborg Tømrer- og Snedkerforretning, at de syv mand, der var afsat til arbejdet i de 157 boliger, risikerede at blive fyret på grund af forsinkelsen.
Men fredag formiddag tog borgmesteren affære og sendte en email til samtlige medlemmer af økonomiudvalget.
- Jeg har sendt mailen og bedt økonomiudvalgsmedlemmerne om at komme med eventuelle kommentarer senest mandag morgen, siger Lene Kjelgaard Jensen.
Efter økonomiudvalgets forventede godkendelse er det så byrådsmedlemmerne, der får en besked i deres mailboks.
- Også her vil jeg bede dem om en hurtig tilkendegivelse, siger borgmesteren.
På den baggrund forventer hun, at hun kan skrive under på godkendelsen i næste uge.
- Jeg har valgt denne fremgangsmåde, fordi ingen skal beskylde mig for at træde demokratiet under fode, siger Lene Kjelgaard Jensen.
Ifølge den kommunale styrelseslovs paragraf 31 kunne hun nemlig ved en såkaldt formandsbeslutning have godkendt sagen uden byrådets medvirken.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
18