Stærkt bevæget borgmester roste Lilly Hesseldahl Sørensen, som modtog den første Frivilligpris i Rebild Kommune i forbindelse med en stor frivilligmesse.
Den store sal i Kulturstationen i Skørping var fyldt til bristepunktet lørdag, da både frivillige med stande og besøgende skulle følge med i, at borgmester Anny Winther (V) overrakte Rebilds første Frivilligpris på frivilligrådets vegne.
Den gik til en meget populær kvinde, 73-årige Lilly Hesseldahl Sørensen fra Støvring, som var indstillet til prisen af både Ældre Sagen, Stubhuset og Integrationsgruppen i Støvring.
Stemmen knækkede ligefrem over for Anny Winther, da hun skulle videregive frivilligrådets begrundelser for at give prisen til Lilly Hesseldahl Sørensen og blandt andet kunne fortælle om hendes arbejde i Stubhuset helt fra begyndelsen, om hendes utrættelige og uselviske indsats i Ældre Sagen og hendes store engagement i at hjælpe flygtninge fra først Afghanistan, siden Burma, Congo og Burundi til rette i lokalsamfundet.
En af de nye familier, Lilly har taget varmt imod, er fra Burma. Parret havde i forvejen to drenge og har fået en datter, efter at de er kommet til Rebild Kommune. Og de har givet den lille pige navnet Lilly.
Så begyndte folk at få blanke øjne rundt omkring i salen, og en bevæget Anny Winther sluttede talen af med en tilføjelse for egen regning:
- Jeg kan kun være enig i alt, hvad de siger: Til lykke!
Lilly tog affære
Men her så man nok også noget af den råstyrke, sådan en ærkefrivillig besidder: Lilly Hesseldahl Sørensen tog nemlig resolut affære og bad om at måtte sige et par ord, der lå hende meget på sinde:
- Og først må jeg lige sætte borgmesteren i arbejde, vil du holde min pris, sagde hun og gav diplomet og det fine glasfad med skovens træer midlertidigt tilbage til overrækkeren.
- Tusind, tusind tak til alle jer, der har indstillet mig. Jeg ved jo, der står mange her, som også ville have fortjent prisen. Derfor er jeg glad for, at det kun er starten på en ny tradition, så andre også kan få lov at få den. Jeg kan jo slet ikke forstå, at det er mig, der er den person, borgmesteren talte om. Men nu vil jeg glæde mig til at arbejde sammen med jer alle sammen - det er alle jer andre, der gør det muligt!
Da klapsalverne klingede af, og Lilly Hesseldahl Sørensen var blevet hjulpet ned af scenen igen med diplom og glaskunst og det hele, måtte hun stille op til en lang række knus og kram både af familien - ikke mindst oldebarnet Asta - men sandelig også fra alle de mange frivillige samarbejdspartnere og folk, hun har hjulpet gennem årene.
Læs mere om frivilligmessen i NORDJYSKE Stiftstidende søndag.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
21