Patient kvalt af blodsamling

Johnny Jørgensen fortalte lørdag i NORDJYSKE om hvordan han hørte den 46-årige mand hoste og senere falde om. Foto: Jeppe Holm
Johnny Jørgensen fortalte lørdag i NORDJYSKE om hvordan han hørte den 46-årige mand hoste og senere falde om. Foto: Jeppe Holm

Relaterede billeder

Avisannonce

Annonce

Annonce

Flemming Møller Mortensen (S) griber fat i sundhedsministeren

Det er nu en fastslået kendsgerning, at en 46-årig patient døde af kvælning efter en operation på Privathospitalet Skørping for to uger siden.

Det viser obduktionsrapporten ifølge Henrik Skals, der leder af lokalpolitiet i Hobro, som står for efterforskningen af sagen.

- Det er, hvad vi som lægfolk kan konkludere ved at læse rapporten, tilføjer han.

Kvælningen skyldtes, at blødninger efter operationen pressede på luftvejene i halsen.

Trods alarmopkald og genoplivningsforsøg blev den 46-årige to dage senere erklæret død på Aalborg Sygehus.

Efterforskning fortsætter

Nu skal embedslægeinstitutionen studere rapporten for i detaljer at kortlægge omstændighederne i forbindelse med det tragiske dødsfald.

Sideløbende fortsætter den politimæssige efterforskning. Henrik Skals oplyser, at der stadig mangler en del afhøringer af især involverede læger, ligesom nogle af de implicerede skal afhøres for anden gang.

Han forventer, at der går et par uger, før efterforskningen er afsluttet.

I sidste ende er det Retslægerådet, som tager stilling til, om der er basis for at rejse en straffesag eller privathospitalet slipper for yderligere tiltale.

Sundhedsforsikring

Samme dag, som den senere afdøde patient blev opereret, gennemgik 48-årige Johnny Jørgensen fra Storvorde akkurat den samme slags operation i Skørping. Han blev ramt af lammelser fire dage senere og hasteopereret på Aalborg Sygehus.

Johnny Jørgensen er indlagt på Aalborg Sygehus, hvor han så småt kan begynde at bevæge arme og ben.

Johnny Jørgensen fortæller NORDJYSKE, at der ifølge lægerne på Aalborg Sygehus var tale om en fejloperation i Skørping.

Begge sager undersøges

Embedslægeinstitutionen undersøger i øjeblikket begge sager, mens politiet udelukkende efterforsker omstændighederne ved dødsfaldet.

Fælles for Johnny Jørgensen og den 46-årige, som døde af kvælning, er at operationen var kommet i stand via deres sundhedsforsikring.

- Jeg troede jo, at et sygehus var et sygehus, uanset om det er offentligt eller privat. I Skørping var de både flinke og rare, og der var en god atmosfære. Men min oplevelse var, at der manglede personale til at tage sig af os efter operationen, siger Johnny Jørgensen fra sin seng på Aalborg Sygehus.

Det er endnu uvist, om han får varige mén.

Sag for ministeren

De to aktuelle sager får det nordjyske medlem af folketingets sundhedsudvalg, Flemming Møller Mortensen (S), til at rette henvendelse til den fungerende sundhedsminister Pia Dyhr Olsen (SF).

- Vi har lavet stramninger på Christiansborg for at kvaliteten på privathospitaler lever op til bedste standard. Men jeg bliver nødt til at spørge sundhedsministeren om forholdene én gang mere, fordi det virker som om privathospitaler over for private forsikringspatienter kan slippe af sted med en ringere kvalitet. Og det er ikke i orden, siger han.

Flemming Møller Mortensen påpeger, at det ikke alene er nok, at det er kompetente læger, der udfører behandlingen.

- Kravet til bedste kvalitet gælder jo også alt det andet - hele det hold og den procedure, der er i forbindelse med en operation. Hvis der tilstøder komplikationer, skal det tilstedeværende personale også være i stand til at håndtere situationen korrekt, siger han.

Fokus på privathospitaler

Flemming Møller Mortensen mener, det er Sundhedsstyrelsen, der skal sikre at forsikringspatienter og andre private kunder på privathospitaler får en topprofessionel behandling hele vejen igennem.

- Det er ikke rimeligt, at patienter selv skal undersøge, om forholdene er i orden på det privathospital, som de via deres sundhedsforsikring bliver henvist til, siger han.

Ledelsen på Privathospitalet Skørping har forsikret, at bemanding og beredskab var i orden den nat, den 46-årige faldt om - fem-seks timer efter operationen.

For godt to år siden døde en yngre kvinde på privathospitalet Aleris i Aalborg få timer efter, at hun havde gennemgået en kosmetisk operation. Det førte til voldsom kritik af sygehusets overvågning.

De to sager fra Skørping har endnu en gang sat fokus på det set up, der er ved operationer på privathospitaler.

Print artikel

Kommenter denne artikel

24. jan 2012 kl. 11:20 Mads Frederik Toft

Læs/besvar

Det er er selvfølgelig en tragisk historie. Men som jeg skrev i anden kommentar til en anden artikel, så kunne dette lige så godt været sket på Aalborg Sygehus som på Skørping Privathospital. Jeg synes det ville klæde Nordjyske, at lave en artikelserie om fejlbehandlinger på Aalborg Sygehus og andre offentlige Sygehuse i Nordjylland. For ellers så synes at denne artikel og den fra igår vedr den anden sag fra Skørping Privathospital kunne virke som en slags reklame og retfærdiggørelse af den Socialdemokratiske modstand mod Privathospitaler i Danmark. Hvis det er det som er tilfældet, så synes jeg det uklædeligt af Nordjyske.

Læs/besvar

24. jan 2012 kl. 19:02 Jens Torden

Læs/besvar

Godt Nordjyske følger historien. Mads Frederik Toft synes det er uklædeligt af Nordjyske hvad er helt i hegnet. Dels er Toft venstremand og forsøger her at klandre nordjyske på en tragisk baggrund og dels er det en væsentlig historie når der ikke er samme høje kvalitetskrav til privathospitaler som til offentlige hospitaler. Se blot på historien om klinikken i Kbh der lavede brystforstørrelser. Få styr på kvaliteten! Og Toft burde holde sig til at tale om fakta i stedet for at forsøge en letbenet og ualmindelig let gennemskuelig reklame for sit parti, vennerne m.fl. (læs privathospitalerne). DET er uklædeligt.

Læs/besvar

Se alle kommentarer

Visninger: 37

Det sker

Alle SportMusikFilmTeaterUdstillingerSøgMangler dit arrangement?
                 
<maj 2012>
mationtofr
30123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031123
45678910

Næste Toparrangement

Udstilling i Galleri Uggerby i Lønstrup - "Op med Humøret"
Sted
Galleri Uggerby, Lønstrup
Dato
25-05-2012
Læs mere