STORMØDE: Landmænd og politikere enige om, at grundlaget er for dårligt
NORDJYLLAND: Gamle tal og for løse beregninger, lød kritikken fra både landmænd og politikere, da betydningen af statens vandplaner blev diskuteret på et stormøde i Skalborggårdhallen i Aalborg.
Omkring 700 landmænd var mødet op for at høre et panel, der bl.a. bestod af borgmestrene Anny Winther (V), Rebild Kommune, og Hans Christian Maarup (S), Mariagerfjord Kommune, Knud Kristensen (K), Vesthimmerlands Kommune, samt teknisk rådmand Mariann Nørgaard (V), Aalborg.
Yderligere deltog Poul Bobach fra Dansk Industri, Gert Jacobsen fra LO i Vesthimmerland samt direktør Lars Møller, Spar Nord.
Især Marian Nørgaard var hård ti sin kritik, og sammen med Per Larsen (K), der er næstformand i regionsrådet, og Meiner Nørgaard (DF), der er medlem af kommunalbestyrelsen på Mors, overrakte hun Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo det høringssvar, som Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i Nordjylland har lavet vedrørende vandplanen for Limfjorden.
Gamle tal
Mariann Nørgaard mener, at nogle af tallene, der bruges er for gamle, og at planen for Limfjorden i det hele taget er baseret på usikker viden. F.eks. er den naturlige udledning af kvælstof fra et fuglereservat blevet tilskrevet landbruget.
- Der skal andre værktøjer i spil, og vi regner med, at der sker en tilretning af planerne, og at det sker i respekt både for naturen og for landbruget, sagde Mariann Nørgaard.
- Jeg forstår jeres frustrationer. Hos forskellige eksperter oplever man modsatrettede synspunkter. Men der er også andre interesser, f.eks. hos turisterhvervet, der i Mariagerfjord Kommune er større end landbruget. Det, som mange husker, er stadig situationen fra for en del år siden, da fiskene i Mariager Fjord døde, sagde Hans Christian Maarup.
- I Vesthimmerlands Kommune er vi afhængige af landbrugserhvervet, der får det meget svært med vandplanerne. Vi er allerede i Danmark verdensmestre i at reducere udledningen af kvælstof. Jeg talte søndag med min partiformand, Lene Espersen, om planerne. hun er også bekymret, forsikrede Knud Kristensen.
Ønsker arbejdspladser
Rebild Kommunes borgmester, Anny Winther, lagde stort vægt på mulighederne for at skabe erhvervsudvikling:
- Vi vil gerne skabe arbejdspladser. Derfor er det naturligt at reagere, når rammebetingelserne for landbrugserhvervet stækkes. Det handler ikke kun om selve landbruget, men også om følgeerhvervene. Det er vigtigt at finde en balance, hvor man ikke kun ser på miljøet. Samtidig er det rimeligt at spørge på Christiansborg, hvorfor Danmark skal være i front på området, sagde Anny Winther.
Direktør Lars Møller fra Spar Nord gennemgik på mødet de økonomiske vilkår for landbruget.
- Landbruget har det rigtig svært, og med vandplanerne risikerer man en geografisk skævridning, hvor Nordjylland får det sværere end andre dele af landet, frygtede Lars Møller.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
8