KØBENHAVN: Henrik Møller, professor i akustik ved AAU, var en af dem, der sad og fulgte samrådet om testcentret via Folketingets hjemmeside i går. Pludselig hørte han miljøminister Karen Ellemann (V) rette en direkte kritik mod AAU.
- Vi har forsøgt at få et møde i stand med AAU, men det har AAU indtil nu desværre ikke ønsket. Det er ærgerligt, sagde ministeren.
- Det blev jeg ærlig talt forarget over at høre, siger Henrik Møller.
Det var en rapport fra ham og to af hans kolleger, der i efteråret gjorde Miljøministeriet opmærksom på, at der var fejl i loven om centret.
I november blev han med to dages varsel indkaldt til et møde i Miljøstyrelsen, men mødet blev aflyst, inden han nåede at reagere på indbydelsen. I december skrev Henrik Møller tilbage til Miljøstyrelsen og takkede for invitationen og tilbød, at man var velkommen til at ringe eller skrive.
Senest er han og to kolleger kommet med et høringssvar til den nye tillægslov for testcentret, hvor de påpeger, at beregningerne for støj fra møllerne stadig er behæftet med fejl, så man risikerer, at møllerne kommer til at støje mere end beregnet.
Nu er han spændt på, om forskerne fra AAU bliver inddraget, når Miljøstyrelsen i de kommende måneder skal i gang med at revidere vindmøllebekendtgørelsen.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
15