Tre ud af fire har meldt sig til højhastighedsforbindelse. Overraskende mange, lyder det fra fibernetselskabets chef.
Borgerne i Vaarst er flokkedes om fibernettet som lækkersultne bjørne om en honningkrukke.
Torsdag havde 147 husstande svarende til 75 procent af byens husstande tilmeldt sig HEF Fibernets tilbud om en højhastighedsforbindelse.
- Vi er faktisk meget overraskede. En tilslutningsprocent på 40-60 procent er normalt. 75 procent er et meget højt tal. Det er rigtig flot, siger HEF's bredbåndschef Carl Hauton, der tilskriver resultatet borgerforeningens indsats for at få bredbånd til byen.
- De har gjort det virkelig godt, siger bredbåndschefen.
Borgerforeningen er blevet ansporet af, at bredbåndsselskabet har stillet en tilslutningsprocent på 60 procent svarende til 120 husstande som mindstekrav. De foreløbig 27 husstande udløser i øvrigt et kontant tilskud til borgerforeningen på 30.000 kroner.
Jo flere, desto billigere for HEF
Hauton forklarer præmien med, at de ekstra tilsluttede betyder ekstra indtægter for selskabet i form af leje fra udbyderen af internet, telefon og tv og dermed en kortere afskrivningsperiode.
- Vi kommer under vores maksimum på 25-30 år - hvis folk ellers bliver på nettet, siger han og tilføjer, at et eventuelt frafald blandt de tilsluttede formentlig vil blive erstattet af nytilmeldte.
Som konsekvens af resultatet har man taget fat på projekteringen, og når frosten er gået af jorden, går anlægsarbejdet i gang.
- Vaarst vil være på fibernettet før sommerferien siger han.
Projektet i Vaarst har allerede givet dønninger i form af henvendelser andre steder fra, hvor borgerne også ønsker sig en højhastighedsforbindelse. Det gælder således nabobyerne Gudum og Fjellerad.
Kabel kommer lige forbi
Sidstnævnte ligger lige for, idet kablet til Vaarst passerer Fjellerad på sin vej fra Gistrup.
Da en del af investeringen således er foretaget, vil en tilslutningsgrad på 50 procent ifølge Hauton være nok til at komme ned på førnævnte afskrivningsperiode.
- Meget tyder på, at det breder sig som ringe i vandet, siger Carl Hauton, som kan fortælle, at der også er begyndt at komme henvendelser fra borgere med adresse inden for den kommunale elforsyningsområde, som for nylig blev solgt til fiberfirmaets moderselskab Himmerlands Elforsyning.
Samme strategi i Aalborg
- Vores strategi der vil være nøjagtigt den samme, vi skal ned på en afskrivningsperiode i omegnen af 25 år, og så skal det selvfølgeligt være muligt at komme til til den pågældende beboelsesejendom, siger Hauton, der også kan forestille sig, at villakvarterer står sammen om at få fibernet til døren.
I forbindelse med Vaarst skal hver enkelt husstand betale knap 1000 kroner for tilslutning, samt binde sig til opkobling til internettet et halvt år.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
33