BUDBRINGER: Politiet efterforsker hvem der har givet fortrolige oplysninger til NORDJYSKE Medier
REBILD: Samme dag som NORDJYSKE Medier bragte en artikel med fortrolige oplysninger, der tegner et ikke-flatterende billede af Rebild Kommunes ageren i en incestsag fra Rebild Kommune, blev lækagen meldt til Nordjyllands Politi.
Onsdag 25. januar kunne NORDJYSKE Medier fortælle, at flere mindreårige børn angiveligt gennem en periode på omkring to år blev udsat for seksuelle overgreb af deres egen far i den såkaldte "Rebild-sag", uden at Rebild Kommune foretog sig ret meget andet end at underkaste to af børnene en psykologisk undersøgelse.
Oplysningerne kommer fra Rebild Kommunes egen redegørelse om incestsagen, som er sendt til bedømmelse i den Sociale Ankestyrelse.
- Det er fortrolige oplysninger, der er sluppet ud til offentligheden. Det er meget uheldigt og meget alvorligt, siger kommunaldirektør Erik Odder, Rebild Kommune.
Han understreger, at oplysningerne relaterer sig til en meget alvorlig sag.
- Det er oplysninger i en sag, hvor der senere kommer en retssag, siger Erik Odder.
Til spørgsmålet om ikke det er vigtigere at lære af og tage vare på børnene i incestsagen, end at forfølge en lækage og budbringer, svarer kommunaldirektøren.
- Der er så sandelig også nogle, der tager sig af børnene. Men fortrolige papirer er fortrolige papirer, og som sådan skal de behandles.
Politiet foretog torsdag afhøring hos NORDJYSKE Medier, men politikommissær Jørgen Jensen vil ikke komme yderligere ind på efterforskningen.
- Vi modtog kommunens anmeldelse om krænkelse af tavshedspligten onsdag 25. januar, og vi prøver nu at afdække, hvem der har krænket tavshedspligten, siger han.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
7