En 69-årig mandlig cyklist fra Skagen blev onsdag påkørt, da han kom cyklende ad Skarpæsvej.
Bilen, der ramte den 69-årige, blev ført af en 48-årig kvindelig bilist - også fra Skagen. Kvinden kom kørende ad Nedre Mosevej, da hun overså sin ubetingede vigepligt. Politiet kunne torsdag ikke oplyse, om den 69-årige var kommet til skade ved uheldet.
Snuppede spritbilist i Sæby
SÆBY: Klokken 02.00 natten mellem onsdag og torsdag snuppede politiet en spritbilist på Gl. Aalborgvej ved Sæby. Der var tale om en 18-årig mand fra Sæby, som der nu venter et retsligt efterspil.
Fyrværkeri forvekslet med brand
DYBVAD: Klokken 17.30 onsdag blev alarmcentralen gjort opmærksom på en mulig brand på Idskovvej ved Dybvad. Et vidne havde set noget, der lignede ild ved den gamle Østre Skole. Det viste sig dog, at der blot var tale om noget fyrværkeri, der blev fyret af i skolegården.
Indbrud hos Dybvad Boldklub
DYBVAD: Natten mellem onsdag og torsdag er der begået indbrud hos Dybvad Boldklub på Ørnevej. En rude i en dør er knust, og derefter er der stjålet en fladskærm af mærket Panasonic.
Villaindbrud i Jerup
JERUP: I løbet af den seneste uges tid er der begået indbrud i en villa på Skagensvej i Jerup. En rude til et soveværelse er aflistet, og huset er gennemrodet. Det er dog endnu ikke til at se, om noget er stjålet.
Gasflasker stjålet fra Silvan
FREDERIKSHAVN: Natten mellem onsdag og torsdag er der begået tyveri mod Silvan. En udendørs indhegning er klippet op, og derefter er der stjålet 16 gasflasker.
400 liter fyringsolie stjålet
RAVNSHØJ: På Morbrovej i Ravnshøj er der indenfor de seneste tre uger stjålet brændstof fra en olietank. I alt er der stjålet cirka 400 liter fyringsolie.
Postkasser rasseret flere steder
I alt syv af Post Danmarks karakteristiske røde postkasser er indenfor kort tid blevet ødelagt. Fem postkasser i Frederikshavn, én i Strandby og én i Brønden er det gået ud over. Postkasserne er ødelagt ved hjælp af fyrværkeri.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
11