Politisk nej til at starte "startbanen" - i stedet vil politikerne have overblik
Et klart NEJ efterfulgt af "Det må I kunne gøre bedre".
Sådan lyder børne- og ungdomsudvalgets klare besked til forvaltning i Center for skole og ungdom, der endnu en gang havde ønsket at søsætte nye snørklet formulerede projekter for unge.
- Vi kunne ærligt talt ikke se lyset, proklamerer udvalgets formand, Paul Rode Andersen (SF) efter udvalgsmødet.
Ungechefen, Britta Andersen, havde fremlagt "Startbanen" som en base for unge, der ikke er tilknyttet en ungdomsuddannelse, enten fordi de aldrig er kommet i gang, eller fordi de er droppet ud.
- Der er snart så mange fora, der skal hjælpe unge, at vi er ved at miste overblikket.
Knopskydning
- Vi har ikke brug for at udnævne flere ledere og koordinatorer for teams og ungegrupper, der formerer sig som ved knopskydning, uddyber Paul Rode Andersen.
I stedet beder børne- og ungdomsudvalget om at få hele unge-området belyst i en større sammenhæng, især hvad angår uddannelse og vejledning.
Udover at afvise den helt nye idé med "Startbanen", nægtede udvalget også at godkende en handleplan for "Tværgående Ungeteam".
- Det Tværgående Ungeteam er møntet på de helt unge. Fra arbejdsmarkedsudvalget ved jeg, at vi har cirka 1100 unge under 30 år på kontanthjælp. Dem skal vi også have fokus på, siger Birthe Marie Pilgaard (S).
Fagpersoner ét sted
Hun bakker derfor også op om kravet om et overblik. Der bør være én indgang og ét sted for alle unge. Her skal et korps af fagpersoner som uddannelsesvejledere, socialrådgivere, pædagoger og andre tage hånd om de unge.
Der findes utallige muligheder og tilbud til unge, der ikke per automatik går glat igennem uddannelsessystemet. Men der mangler overblik over, hvad der kan gøres for den enkelte.
- Desuden er det vigtigt med en ledelse, der har kompetence til at træffe beslutninger, understreger Birthe Marie Pilgaard.
I udvalget var der dog enighed om at etablere et såkaldt STU hus i Frederikshavn Kommune. STU er en forkortelse for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Det er lovmæssigt forankret.
Der er ikke taget stilling til, hvor et STU hus skal placeres.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
13