Fakta
Nordjyllands Sports College
Nordjyllands Sports College (NSC) kombinerer idræt på højt niveau med en ungdomsuddannelse på gymnasiet, handelsskolen eller EUC Nord.
NSC har for øjeblikket fire sportsgrene på programmet: Ishockey, fodbold, floorball og badminton.
Tidligere har NSC også tilbudt håndbold, golf og ridning.
NSC har i godt et år haft adresse på Hotel Jutlandia, hvor collegeeleverne har indtaget 3. etage.
Ud over enkeltmandsværelser er her fitnessrum, fælleskøkken, vaskerum, tv-stue, kontor mv.
En madmor er tilknyttet college. Hun sørger for god, ernæringsrigtig kost: morgenmad, madpakker og varm mad til aften.
Flere gange om året har eleverne idrætsteori med f.eks. idrætspsykologi, medietræning og kostvejledning.
Leder på NSC er på 10. år Preben Vejrum.
Læs mere på www.sportscollege.nu
Eleverne bruger Nordjyllands Sports College som springbræt til en karriere som elitesportsudøver
- De unge mennesker kan dobbelt så meget, som de selv tror. Og 10 gange så meget, som deres mødre tror, de kan.
Citat: Preben Vejrum.
Som leder af Nordjyllands Sports College har han nu i 10 år fulgt unge sportsentusiaster, der kombinerer deres lidenskab for sporten med en ungdomsuddannelse. Og set, hvordan de modnes og vokser i kvantespring - på som uden for banen.
Nordjyllands Sports College har for mange elever været affyringsrampe til en karriere som elitesportsudøver.
Hotel Jutlandia
Siden december 2010 har collegeeleverne boet på Hotel Jutlandia på Havnepladsen i Frederikshavn. Med fabelagtig udsigt over havnen til den ene side og over byen på den anden.
- Det er fedt. Vi er mere samlet her, og det ligger fint central i byen, siger 17-årige Emilie J. Pedersen, badmintonelev på college og studerende på EUC Nord.
Emilie er halvvejs gennem sit tre-årige studie, og hun bor dør om dør med Eric Pang, stjernespilleren fra Vendsyssel Elite Badminton, som hun også træner med.
Emilie kommer fra Langholt ved Vodskov.
Ishockey i døgndrift
16-årige Mathias Corneliussen er københavnerdreng. Han går på ishockeylinjen og på elektrikerlinjen på EUC Nord.
- Jeg hørte om college hos to af mine hockeykammerater fra Hvidovre, som har været her, fortæller Mathias, der har en kalender, som kan tage pusten fra de fleste.
Seks gange om ugen træner han med FIK og tre gange med college. Desuden spiller han kampe på tre forskellige hockeyhold: U17, U20 og 1. division.
Morgentræningen starter 06.30, og Mathias' vækkeur ringer klokken halv fem.
Og så er der lige skolegangen.
- Bare jeg får to-tre timers søvn, er jeg frisk. Og så tager jeg en middagslur ind imellem, siger den 16-årige københavner.
I skøjtehallen trænes han af tidligere førsteholdsspillere som Anders Thomsen, Jesper Pedersen og Esben Nedermark.
19-årige Mikkel Clasen kommer fra Grønland. Han går på Handelsskolen og spiller fodbold i FfI.
- I sæsonen træner jeg syv gange om ugen, fortæller Mikkel, der har haft fem kampe for FfI's førstehold i Jyllandsserien.
Collegeeleverne skal spille i en klub, men der er frit valg af klub. Flere af fodboldeleverne spiller i oplandsklubberne som Bangsbo Freja, Skjold Sæby, Østervrå og Dybvad.
Vinderinstinkt og ambitioner
Kendetegnende for college-eleverne er, at de er ambitiøse, målrettede - og så hader de at tabe. Uanset om det er på banen eller til juleafslutningens bankospil ...
- Mit mål er at kunne leve af min sport. Og så skal jeg vinde OL i badminton, siger Emilie, der også har prøvet kræfter med håndbold, tennis og golf.
- Det var jeg faktisk god til, sagde mine trænere. Til gengæld fik jeg at vide, at jeg var mega-elendig til badminton. Men jeg er stædig og tænkte, at jeg skulle vise dem noget andet, siger den unge badmintonspiller.
Højt niveau en betingelse
Sportscollege har også en del hjemmeboende elever.
I alt er der i år knap 60 elever på Nordjyllands Sports College.
- Vi skulle gerne op på 70-80 elever, og gerne have håndbold på skemaet igen, siger Preben Vejrum, der krydser fingre for, at de lokale klubber højner det sportslige niveau.
- Når et ung menneske fra for eksempel Skanderborg sidder og skal vælge, hvor han skal tage sin uddannelse, betyder det noget, at vi kan tilbyde elitesport, siger collegelederen.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
30