Ikke vores opgave at kystsikre, siger skovrider
Store klitter er ved at blive gnavet bort af havet ved Gammel Skagen.
Strandfoged Ole Christophersen, som har opsyn med en del af kyststrækningen ved Gammel Skagen, har fulgt udviklingen siden han var dreng i 70'erne. Han har oplevet store klitter blive skyllet i havet og kysten rykke mange meter tilbage. Han undrer sig over, at kystklitterne de senere år har ligget ubeskyttede, uden beplantning på havsiden.
- Tidligere plantede man marehalm og lagde risbundter ud, siger han.
Det er Naturstyrelsen, som varetager tilsyn med og naturbevaring i klitterne.
- Vi vedligeholder beplantning, hvor det er muligt, men kystsikring er ikke vores opgave, understreger skovrider Jesper Blom Hansen, Naturstyrelsen i Skagen.
- Det er Kystdirektoratets område.
- Vi beplanter for at dæmpe sandflugt, men kun når samfundsressourcer står på spil.
Jesper Blom Hansen bekræfter, at Skov- og Naturstyrelsen tidligere har udlagt ris på udsatte kyster.
- Med et elendigt resultat. Risbundterne blev skyllet i havet, når vandet gik højt op, og de satte sig fast i fiskernes garn.
Jesper Blom Hansen vurderer sandflugt som et meget lille problem ved Gammel Skagen, og Naturstyrelsen har ikke planer om en ekstraordinær indsats på baggrund af nedbrydningen af klitterne dér.
- Vi vil besigtige skaden, og vi vil også beplante, hvis vi skulle få et sandflugtsproblem. Men storme og høj vandstand er slet ikke vort største største problem i bekæmpelsen sandflugt. Når sand er vådt, blæser det jo ikke væk.
Strandet kystsikring
Et kystsikringsprojekt for Gammel Skagen med anlæg af nye høfder og vedligeholdelse af de eksisterende høfder ligger parat, men projektet er i flere år blevet stoppet af klagesager over udgiftsfordeling og strid om, hvorvidt kystsikringen skal udstrækkes til at omfatte det mest udsatte sommerhus, Fellen.
Den seneste klage over udgiftsfordelingen er strandet i transportministeriet og så længe ministeriet tygger på klagen, må kystsikringsarbejdet vente.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
4