Debatindlæg om byggegrunde i oplandet.
Torsdag den 30. december bragte Nordjyske flere artikler om salget - eller rettere manglende salg af byggegrunde i de tre vendsysselske kommuner - Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev. Helt galt ser det da ud for Frederikshavn Kommune, hvor salget stort set er gået i nul.
Artiklerne giver flere bud på årsagen, og der lægges heller ikke skjul på, at Frederikshavn Kommune nok er den af de tre, der har haft det laveste aktivitetsniveau for at få salget højnet og i det hele taget af have noget på hylderne.
Det der især fik morgenkaffen i den gale hals var så de efterfølgende (arrogante) udtalelser fra en ledende embedsmand. Citat: Grundene i oplandet er så lidt attraktive, at selv om vi forærede dem væk, så tror jeg faktisk ikke, at folk ville bo der alligevel. Det kan nok få det til at løbe koldt ned af ryggen på én borger, der har påtaget sig at være en af dem, der bor i det der så lidet attraktive opland.
Nu kan der jo være flere grunde til, at der ikke er nogen, som har lyst til at bosætte sig i oplandet. Tilfældet her i vores områder har været, at et meget attraktivt boligområde tæt på både skole og børneinstitution har været omfattet af en håbløs lokalplan, der skræmte interesserede bygherrer væk i stedet for at tiltrække dem. Der er flere eksempler på, at de selv samme nybyggere i stedet har købt og bygget i Tårs og Jerslev - lige på den anden side af kommunegrænsen - ensbetydende med tabte skattekroner for Frederikshavn Kommune.
Vi ser heldigvis lys forude. Byrådet har netop nikket ja til, at en ny og meget mere brugervenlig lokalplan skal i høring, for herefter forhåbentlig at blive vedtaget, og så skal der nok komme gang i byggeriet i Østervrå. Så må der nemlig bygges efter nutidige regler både individuelt og energirigtigt.
Vi er ikke i tvivl her ud i oplandet, hvor vi har et velfungerende samfund med både skole, institutioner, idræts- og svømmehal - motorvejen tæt på og et attraktivt opland.
Husk lige at fortæl det, Hr. Embedsmand, næste gang en borger henvender sig for at købe en grund i oplandet!!!
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
21