Selvom der ligger en Falckstation i Frederikshavn, så er det ikke sikkert, at den nærmeste ambulance findes indenfor kommunegrænsen
FREDERIKSHAVN: Hvor lang tid skal man vente på en ambulance? Det spørgsmål findes der ikke et klart svar på.
Selvom Falck råder over to faste ambulancer i Frederikshavn, så befandt den nærmeste ambulance sig i Hjørring, da en patient i fredags fik konstateret en hjerneblødning ved lægevagten i Frederikshavn. Der gik 19 minutter før hjælpen nåede frem.
Falcks aftale med Region Nordjylland betyder, at ambulancerne i gennemsnit skal kunne nå frem på ni minutter og 12 sekunder, når der er tale om sygdom eller tilskadekomst, der kan være livstruende. Gennemsnittet opgøres pr. kvartal, og der findes ikke specifikke krav til responstiden på hver enkelt ambulancetur.
- Den seneste opgørelse for hele regionen, som vi har lavet for november og december, viser en gennemsnitlig responstid på omkring otte minutter og 30 sekunder. Så vi overholder vores responstider lige nu, siger Kjeld Brogaard, der er ambulancechef for Falck i Nordjylland.
Ingen grund til bekymring
Ambulanceturen fra Hjørring tog mere end dobbelt så lang tid, som den aktuelle, gennemsnitlige responstid. Det skyldes, at begge ambulancer i Frederikshavn var i gang med akutte opgaver.
- Vi sender altid nærmeste ambulance, men vi kan også blive ramt af, at der pludselig er flere opgaver, hvorfor et geografisk område bliver tømt for ambulancer, forklarer Kjeld Brogaard.
Han mener ikke, at der er grund til bekymring, selvom ambulancerne kan være længere tid undervejs, når efterspørgslen overstiger den lokale bemanding.
- Frederikshavnerne skal føle sig trygge. Der er to faste ambulancer i Frederikshavn hele året, men vi er ikke herre over, at der pludselig kommer mange opgaver på en gang, siger Kjeld Brogaard.
Længere ventietid
Spidsbelastninger kan altså give længere ventetid på ambulancerne, og sygehusstrukturen hjælper ikke Falck.
- Alle vores ture i Vendsyssel tager jo tid, fordi der kun tages imod akutte patienter i Hjørring og Aalborg. Afstandene er lange, og det er en udfordring for os. Det tager længere tid før ambulancerne er tilbage i Frederikshavn, end det gjorde dengang, hvor der stadig var akutmodtagelse i Frederikshavn, siger Kjeld Brogaard.
Han understreger dog, at det er en udfordring, som Falck kan håndtere.
- Vi har en rigtig god, decentralt beredskabsstruktur, siger Kjeld Brogaard.
-
Print artikel
Visninger:
9