Tema
- Erik Sørensen: - Det er trist og sørgeligt, 17-01-2012, 22:00
- Én investor hænger på 48 golf-grunde i Palm City, 17-01-2012, 16:06
- Ærgrelse i FrederikshavnGolfklub, 17-01-2012, 12:04
- Turistchef: - Ideen overlever, 17-01-2012, 11:12
- Entreprenør vil fortsat byggemodne Beach-området, 17-01-2012, 09:45
- Hvem skal nu rydde op efter Palm City?, 16-01-2012, 20:00
Vis/skjul flere...
Fakta
Palm City Family & Golf Resort
Palm City-planerne om "Nordjyllands største feriecenter" blev præsenteret i februar 2007. I Kattegat Silo.
Folkene bag projektet er Otto Stavad og Siggi Strandeng samt sleeping partner Kim Madsen.
Centeret skulle ligge på Apholmen nord for Frederikshavn tæt på Palmestranden, og bestå af tre bydele: En 18 hullers Golfbane med 500 golfhytter, et family- og et beachområde.
Flagskibet i Palm City skulle være en 18-hullers golfbane designet af Colin Montgomerie og European Golf Design.
Palm City købte det 88 hektar store område af Frederikshavn Kommune 31. december 2007 for 30 mio. kr.
Undervejs har Palm City været en varm politisk kartoffel. Ikke mindst, da det i 2008 kom frem, Palm City havde fået fritagelse for en bankgaranti på 46,5 mio. kr., som de ikke kunne stille.
Nu har folkene bag golfbanen selv begæret selskabet konkurs.
Otto Stavad og Siggi Strandeng kaster håndklædet i ringen og opgiver at realisere Palm City.
- Der skal nye spillere på banen. Vi har gjort, hvad vi kunne, men desværre kom en finanskrise på tværs, og markedet i dag er ikke til store golfprojekter.
Citat: Otto Stavad og Siggi Strandeng.
Siden februar 2007 har de brugt de fleste af døgnets vågne timer og adskillige millioner på at holde liv i drømmen om Palm City Family & Golf Resort, det stort anlagte golf- og ferieparadis nord for Frederikshavn.
Nu kaster de håndklædet i ringen. Palm City Properties A/S, selskabet bag golfbanen, der skulle designes af golfikonet Colin Montgomerie, er erklæret konkurs.
Finanskrise på tværs
I første omgang forsøgte Palm City at få kommunen til at tilbagekøbe det 83 hektar store område vest for Skagensvej, hvor golfbanen og 500 golfhytter skulle ligge, men i december takkede Frederikshavn Kommune pænt nej. Kommunen fattes også penge.
Forleden valgte folkene bag Palm City-idéen så selv at erklære selskabet konkurs.
Tv-indslag om Palm City her
- Verden ser anderledes ud i dag, end da vi startede i februar 2007. Kreditklemmen strammer. Vi har vendt alle sider i bogen og udtømt alle idéer. Nu skal der friske kræfter til, og vi håber og tror, at der er nogle, som kan se mulighederne og vil overtage golfområdet, siger Otto Stavad.
Parcelhuse og Beach-huse
Tilbage er Golfparken, et område med 40 byggegrunde, som er udstykket til parcelhuse. Den del er ført over i et nyt selskab og lever videre.
Det samme gør det såkaldte beach- og centerområde øst for Skagensvej.
Det er solgt videre til bygmester Arne Andersen, Vrå.
Han er i fuld gang med at byggemodne området tættest på Kattegat, hvor de første syv beachhuse ér opført.
20 mio. kr. i klemme
Panthaverne i konkursboet er Nordea og Skat, der tilsammen har cirka 20 mio. kr. i klemme.
Advokat Ole Kildeby, der er udpeget som kurator for konkursboet, er ved at skabe sig et overblik over situationen.
- I første omgang skal vi finde ud af hvilke aktiver, der er, og om det er overbelånt. Så må vi se, om det er muligt at sælge i en fri handel. Alternativt kommer det på tvangsauktion, siger Ole Kildeby.
Lang og snoet vej
Konkursen er et foreløbigt punktum på en føljeton i mange afsnit.
En historie med store overskrifter og større armbevægelser. Visioner og drømme, der kolliderede frontalt med en finanskrise, som endte med at give skeptikerne ret: Det oprindelige projekt har ingen gang på jorden.
TV med borger-reaktioner her
- Markedet i dag er ikke til store golf-projekter, siger Otto Stavad og henviser til andre golfprojekter som Lübker Golf Resort på Djursland og Ledreborg Palace Golf ved Lejre, der er i store vanskeligheder.
- Vi kom et år eller to for sent i gang. Det har været lærerigt på godt og ondt. Vi har ikke ligefrem tjent penge på det, men vi har fået et stort netværk og nogle erfaringer, som vi kan bruge fremadrettet. Det vil vi gøre, frem for at sætte os ned og ærgre os over, at det ikke lykkedes, siger Otto Stavad.
Fugle på taget
Undervejs har Palm City også været historien om investorer, der stod klar med to-cifrede millionbeløb.
Blandt andet en australsk investor med mange års erfaring i golfbaner. Det viste sig at være varm luft, og er, set i bakspejlet, en af de historier, der skabte tvivl om Palm City's troværdighed og seriøsitet. En af de historier, Otto Stavad og Siggi Strandeng helst havde været foruden.
- Hvis nogen spørger, om vi ville gøre det hele om igen, hvis vi fik chancen, er svaret ja. Men jo, der er nogle ting, vi ville gøre anderledes, siger Siggi Strandeng.
Nu håber de, at andre vil tage over og videreføre golf-idéen, omend på et andet og mindre ambitiøst niveau.
- I første omgang handler det om at gøre området pænt igen. Og så måske lave ni nye huller til Frederikshavn Golf Klubs bane. Og hvem ved? Ad åre kan der måske komme ni huller mere, siger Otto Stavad.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
52