Om et halvt år slutter ombygning og nybyggeri på Mariested i Sæby
Robert Kjelvik bor på den socialpsykiatriske boform Mariested i Sæby, der i øjeblikket er ved at blive bygget om og renoveret for 80 millioner kroner.
Tidligere havde Robert en lille lejlighed på 26 kvadratmeter, men sidste år flyttede han ind i en ny lejlighed på knap 50 kvadratmeter med separat soveværelse, masser af skabsplads og mulighed for at lave mad.
Robert Kjelvik, der er skizofren, flyttede på Mariested i 2000, og han har brug for at bo et sted, hvor der er struktur på hverdagen.
Derfor glæder han sig til, at håndværkerne bliver færdige til sommer.
- Der er meget larm og uro, og sådan har det stået på længe. Men nu kan vi se en ende på det, siger Robert Kjelvik, mens han viser os rundt i sin nye lejlighed.
Robert er en af de 18 beboere, der bor i den helt nye tilbygning, som ligger lige bagved den gamle bygning.
Nybygningen stod færdig i juni sidste år.
Derudover bliver det "gamle Mariested" renoveret, og det projekt havde rejsegilde i fredags, og når hele herligheden står færdig, vil Mariested kunne byde på 44 lejligheder.
Det store byggeri har dog ikke været uden problemer, og nogle af beboerne har ikke helt vænnet sig til de nye rammer.
- Selv om man umiddelbart synes, at det nye byggeri kun kan være en fordel, så hænger det ikke altid sådan sammen, når man er psykisk syg. På det gamle Mariested boede beboerne tættere sammen, og det gav mere tryghed. I de nye lejligheder er beboerne mere "sig selv", siger Lene Olsen, der er leder af Mariested.
Lene Olsen er dog overbevist om, at beboerne nok skal vænne sig til at bo i de lyse og venlige lokaler, og samtidig er det et faktum, at de gamle forhold var for utidssvarende, og at lejlighederne var for små.
Robert Kjelvik er glad for sin nye lejlighed, selv om han godt kan savne det sammenhold, der var i det gamle Mariested.
- Lejlighederne var ikke ret store, og derfor samledes vi tit på gangen og i opholdsstuen. Men det er skønt at få en lejlighed med mere plads, siger Robert Kjelvik, der ser frem til, at etape nummer to er færdig om et halvt år.
På den tid flytter de beboere, der under ombygningen har boet på et gammelt plejehjem i Flauenskjold, nemlig tilbage til Mariested.
- Til sommer er håndværkerne færdige, og når de øvrige beboere kommer tilbage til Mariested, bliver her mere liv. Det glæder vi os til, siger Robert Kjelvik.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
28