Tidligere social- og sundhedsassistent, Ann Hjarbæk, følger spændt et ekstraordinært møde i socialudvalget i eftermiddag
I december gik den tidligere social- og sundhedsassistent, Ann Hjarbæk, til NORDJYSKE og fortalte om elendige arbejdsforhold i psykiatrien i Frederikshavn Kommune.
Ann Hjarbæk har i flere år arbejdet på det socialpsykiatriske støttecenter i Skagen, men i sommeren 2011 blev hun sygemeldt på grund af stress, og omkring nytår blev hun fyret.
Sygemeldingen skyldes blandt andet en usynlig og fraværende ledelse.
Ann Hjarbæk har i flere tilfælde savnet en leder, hun kan læsse af på, når hun trængte til at "få luft" i forhold til arbejdet med de psykisk syge.
Uden en fast leder
Støttecentret i Skagen har i en lang periode været uden en fast tilknyttet leder, og desuden har brugere og ansatte på centret kæmpet med ulovlige køkkenforhold.
Alt i alt spidsede forholdene så meget til, at Ann Hjarbæk som nævnt blev syg.
Men nu ser det efter al sandsynlighed ud til, at hendes indsats for at sikre ordentlige forhold i psykiatrien ikke har været forgæves.
For et par uger blev sagen behandlet i kommunens socialudvalg, og her blev politikerne enige om, at forvaltningen - med socialdirektør Jes Lunde i spidsen - skulle udarbejde en redegørelse i sagen.
Og den redegørelse vil efter al sandsynlighed blive præsenteret på et ekstraordinært møde i socialudvalget sent i eftermiddag, hvor socialpsykiatrien er eneste punkt på dagsordenen.
- Jeg synes, det er hammergodt, hvis mine tidligere kollegaer har fået noget ud af, at jeg stillede mig frem og fortalte om forholdene. Jeg ved, at der er "sket noget", og nu er jeg bare spændt på, hvad der kommer frem på mødet i dag, siger Ann Hjarbæk.
Et konkret udspil, tak
Formanden for socialudvalget, Peter Nielsen (K), vil gerne vente med at udtale sig til efter mødet, mens Jørgen Tousgaard (S) har en del forventninger til det ekstraordinære møde:
- Jeg går ud fra, at der kommer et konkret udspil fra forvaltningen med hensyn til arbejdsforholdene i psykiatrien. Jeg håber, at der bliver en synlig og fast ledelse på de psykiatriske støttecentre i Skagen, Frederikshavn og Sæby, siger Jørgen Tousgaard,
I følge NORDJYSKES oplysninger skal der torsdag holdes et medarbejdermøde i socialpsykiatrien.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
15