Musikforeningen Frederikshavn i samarbejde med Ritz i Havnegade
En nystartet musikforening slår nu dørene op til Frederikshavns gamle danserestaurant, Ritz i Havnegade.
- Vi vil prøve at genoplive den gode, intime stemning på Ritz med arrangementer for folk, der gerne vil ud og hygge sig en gang eller to om måneden, siger Mogens Borup, formand for Musikforeningen Frederikshavn.
Musikforeningen blev stiftet i slutningen af 2011, og planen er, at lave en række arrangementer i løbet af foråret.
Premiere 4. februar
Første gang lørdag 4. februar, hvor bandet KASMO fra Aalborg spiller op til dans.
- I påsken laver vi musikarrangementer torsdag, fredag og lørdag, og så inviterer vi til et bredt samarbejde med andre foreninger, for eksempel teaterforeninger, singleklubber og andre, der vil være med til at skabe liv på Ritz, siger Mogens Borup.
En anderledes oplevelse
Med i styregruppen for Musikforeningen Frederikshavn er desuden Søren Sibbernsen og forpagteren på Ritz, Masuud Behoud, der også driver Frederiks Bøfhus.
- Vi er klar over, at der i forvejen ér mange kulturarrangementer i Frederikshavn, men vi henvender os til folk, der ønsker en anden form for oplevelse end diskoteket for den 18-20-årige eller de store arrangementer med 1.000-2.000 tilhørere. Vi satser på det intime og hyggelige og vil give folk en anden oplevelse, siger Mogens Borup.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
53