Sshh! Fortæl det ikke til tyvene!
... Men Vesthimmerland Kommune regner inden for et par år med at kunne kalde sig for Danmarks sikreste kommune.
- Det er rigtigt at vi indleverer en ansøgning om et projekt med det navn. Men jeg kan ikke komme ind på meget af det konkrete indhold endnu, fortæller borgmester Knud Kristensen således.
Ansøgningen gælder Økonomi- og Indenrigsministeriet og har et budget på knap otte millioner kroner, der er sat til at skulle bruges over to et halvt år. Af dem beder Vesthimmerland Kommune om knap det halve i en ansøgning, der gerne skulle være åbnet i ministeriet i fredags. Det var nemlig sidste frist for indleveringen.
Indbrud inspirerer
- Det er jo ingen hemmelighed at vi har været plaget af en del indbrud her på egnen og at der lader til at være kommet flere. Det her projekt skal gerne trække den anden vej, begrunder Knud Kristensen ideen.
Så meget som at sige, at ny teknologi spiller en væsentlig rolle i skabelsen af Danmarks sikreste kommune vil han dog godt sige. Blandt andet mærkning af genstande, som man ved tyve er særligt interesserede i, vil kommunen bruge.
- Der er en del teknik i det, som vi nu lægger frem for ministeriet, strækker borgmesteren sig til at sige.
Hvad ideen mere præcist går ud på lover han dog vil blive uddybet en del, hvis pengene til projektet kommer hjem.
Man skal være en særligt vanskeligt stillet kommune for at kunne søge om statslig støtte og deltagelse i sådan et koncept. En anden forudsætning er dog, at erfaringerne skal kunne bringes videre til andre kommuner. Så der er begrænsninger for hemmelighedskræmmeriet på sigt.
Ønsker kloge køleskabe
En anden ansøgning kommunen har sendt ind hedder "det intelligente køleskab med egenkontrol". Her er det meningen af elektronik skal gøre køleskabe i stand til at fortælle brugerne, når sundhedsniveauet er helt galt.
- Det er et elektronisk koncept som vi forestiller os skal bruges i kommunens institutioner og lignende. Det venter vi os også meget af, oplyser Knud Kristensen.
Ideen har tidligere været fremme og ligger også som ansøgning hos blandt andet EU. Det samlede budget er her på 4,25 million kroner hvoraf Økonomi- og Indenrigsministeriet bedes om lidt over det halve.
Det forventes at ansøgningerne vil være behandlet i ministeriet inden for en to-tre måneder.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
8