?Jazz i Thy? stiler imod at lave mindst otte arrangementer i løbet af næste år
I juni så en ny jazzklub, Jazz i Thy, dagens lys. Og nu har klubben de første to aftaler på plads.
1. november spiller Uffe Steens Trio. Og 30. november kommer Radiostar - med saxofonisten og filmkomponisten Michael Blicher i spidsen. Begge koncerter finder sted i Plantagehuset.
For det kommende år stiler foreningen i øvrigt imod at lave mindst otte arrangementer - fire i løbet af vinteren og foråret, og fire til næste efterår.
- Der er ikke truffet nogle endelige aftaler, men vi har kontakt med mange store, danske navne - for eksempel Pierre Dørges New Jungle Orchestra. Jan Kaspersens Sextet, Kasper Villaume, Katrine Madsen, Right Stuff, Benni Chawes, Hans Ulrik og vokalgruppen Singers, fortæller Ove Hegnhøj, der er formand for den nye jazzklub.
Ud over Plantagehuset vil Jazz i Thy bruge Thisted Musikteater til de større arrangementer samt måske et par andre spillesteder i Thy.
- Vi går også gerne ind i et par andre arrangementer, som ikke lige lægges ind i en samlet sæsonplan. Vi vil meget gerne lave et arrangement, hvor det gamle, lokale Harlem Ramblers spiller op til dans. Og i forbindelse med en byfest eller lignende kan der laves musik i gaden, siger Ove Hegnhøj.
Jazz i Thy sender inden længe e-mail eller brev ud til de op mod 100, som har vist interesse for sagen. Kontingentet bliver 150 kroner om året.
I øvrigt har foreningen søgt om tilskud hos Statens Kunstråd, og Sparekassen Thy har givet tilsagn om støtte til markedsføring.
Ud over Ove Hegnhøj består bestyrelsen af Jonna Lynge, Sigurd Vils, Hans Henrik Hust samt Ole Blomsterberg.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
10