Møllemodstanderne gjorde mandag formiddag opmærksom på, at der demonstreres mod testcentret fredag eftermiddag.
Fem aktivister fra foreningerne Thyboer for Natur og Landsforeningen for Bedre Miljø, var mandag formiddag i aktion i Thisteds gågade.
Ifølge Helene Ree fra Thyboer for Natur var aktionen i gågaden, der faldt sammen med torvedagen, til for at gøre opmærksom på fredagens demonstration ved Østerild.
Det er på fredag, at fældningen af klitplantagen går i gang. I den anledning vil de to foreninger vise deres vrede over beslutningen om at fælde fredskoven til fordel for et industrianlæg - 250 meter høje vindmøller.
250 meter lang snor
For at anskueliggøre, hvor meget 250 meter er, lagde aktivisterne en 250 meter lang plastiksnor ud i gågaden fra Store Torv til Håndværkertorv.
Thyboer for Natur arrangerer demonstrationen sammen med Landsforeningen for Bedre Miljø (LBM), og Lene Rix Flarup fra LBM pointerer, at demonstrationen bliver fredelig med musik, taler og sange. Hun opfordrer deltagerne til at møde op med klitplantagens hvide og grønne farver i tøjet.
- Vi ved jo ikke, om vi skal le eller græde 15. juli, siger Lene Rix Flarup, som afventer en EU-kendelse om sagen inden udgangen af juli. Hun håber, at den sætter projektet på standby, inden skovrydningen når for langt.
Amerikansk tv-hold
Også Vestre Landsrets afgørelse 11. august kan få indflydelse på det fortsatte anlægsarbejde omkring testcentret. De 10 sagsøgere har fået bevilget fri proces til et eventuelt sagsanlæg mod staten.
Ifølge Anette Cadovius Rasmussen, formand for Thyboer for Natur, følger mange udenlandske organisationer sagen i Østerild med stor interesse: - Et amerikansk tv-hold har netop lagt sidste hånd på en dokumentarfilm om Østerild-skandalen, og vi er glade for støtten fra den internationale miljølejr, siger hun.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
24