Thisted Kommune er for tredje gang blandt de store sponsorer, når der holdes World Cup
- Vi er med for et samlet beløb på 500.000 kroner, heraf 300.000 kroner i direkte støtte og 200.000 kroner i underskudsgaranti.
Det siger udvalgsformand Arnold Larsen (S), om beslutningen, da Thisted Kommunes arbejdsmarkeds- og kulturudvalg, AKU, i denne uge drøftede muligheden af at støtte 2012-udgaven af World Cup-stævnet i Wave Performance, der i lighed med sidste år afvikles med afsæt i Klitmøller.
Med beslutningen har AKU lagt beslag på den halve million kroner, som i kommunens budget for 2012 er øremærket støtte til blandt andet Sport Event Denmark-arrangementer.
- Vi har strakt os så langt, som det var muligt, siger Arnold Larsen med henvisning til, at arrangørerne af world cup stævnet havde søgt om et kommunalt støttebeløb på 600.000 kroner.
- Det er tredje gang, vi støtter world cup'en. Det sker i kraft af en byrådsbeslutning som siger, at vi er med økonomisk i tre år. Herefter er arrangementet enten er så udviklet, at det kan hvile økonomisk i sig selv, eller det er slået så meget an, at der kan findes andre sponsorer, siger udvalgsformanden.
Med støtten til de to foregående års stævner har Thisted Kommune støttet en event, som har sikret massiv eksponering af området.
I runde tal var der gennem diverse medier 47 millioner tilskuere til World Cup'en i 2011, som udløste 8.000 besøg i Klitmøller.
- Kommunen har fået optimal eksponering for de penge, vi brugte i 2011, siger Arnold Larsen om støtten, der fordelte sig med 360.000 kroner i direkte tilskud og 251.000 kroner i underskudsgaranti.
Alligevel mener han, at andre sponsorere, hvis støtte beløbsmæssigt lå langt under kommunens, fremstod langt tydeligere.
- Blandt andet var der et bilfirma, som for et langt mindre beløb sikrede sig en meget kraftig eksponering, siger Arnold Larsen.
Surfklubben NASA arbejder med et budget på 2,2 millioner kroner for dette års world cup stævne. Ud over kommunens støtte på 600.000 kroner skal et tilsvarende beløb findes hos private sponsorer.
En million kroner skal efter budgettet komme i form af støtte fra Sport Event Danmark, Region Nordjylland, VisitNordjylland og fra salg under stævnet.
- Arrangementet vokser, men det er ikke ensbetydende med, at arrangørerne år for år kan forvente et stigende tilskud fra kommunen. Jo større event, jo større bør interessen være blandt andre potentielle sponsorer, siger Arnold Larsen.
Han tilføjer, at der allerede nu er udsigt til, at der bliver rift om kommunens sponsorkroner i 2013.
- Næste år har vi VM for H-både. Det bakker kommunen op, så næste år vil der sandsynligvis være mindst to store events, der skal have en andel i kommunens støtte, siger Arnold Larsen og tilføjer, at world cup stævnerne i Wave Performance er den event som til dato har fået størst kommunal støtte.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
19