Thisted Gymnasium og HF-kursus har fået besøg af en bemalet Ferguson-traktor
Et par gymnasiedrenge er henne og rykke i gearstangen. Er den original? Jo, den er vist god nok...
I hvert fald er det en ægte Ferguson-traktor årgang 1951, som har taget opstilling mellem bordene i fællesarealet på Thisted Gymnasium og HF-kursus.
En rigtig traktor, men med en bemaling i alt andet end den grå farve, der var standard for det klassiske landbrugskøretøj. Det er nærmest blevet en traktor i hawaiiskjorte. Og så skal den oven i købet parkeres på baggrund af nogle store og ligeså farveglade malerier - som om Ferguson'en er lige ved at tøffe ud af maleriet.
- Det er en fascinerende ting at kunne lave et maleri på en anden måde, med en traktor i tre dimensioner, som kører ud af billedet, der er fladt, siger kunstneren bag den bemalede traktor og de tilhørende malerier, Anne-Marie Pedersen fra Aarhus.
Har været vist på Kunsten
Værket har tidligere været vist på blandt andet Nordjyllands Kunstmuseum - nu Kunsten - i Aalborg, som en del af en udstilling for børn, som Anne-Marie Pedersen lavede sammen med tre andre kunstnere, Jette Gejl Kristensen, Helene Holmes og Maria Bruun.
På foranledning af en kunstinteresseret gymnasieelev, Johanne Krog Nedergård, er traktor og malerier nu kommet til Thisted Gymnasium:
- Jeg syntes, det kunne være sjovt, hvis der kom noget anderledes - som folk ville lægge mærke til, fortæller Johanne - der ikke havde set traktoren på forhånd, men kendte Anne-Marie Pedersen, da hun og kunstnerens søn har gået på efterskole sammen.
Og lagt mærke til den bemalede traktor - det er der i hvert fald blevet, siden den i mandags blev lempet ind ad en af de store glasdøre. Tirsdag eftermiddag blev den så skubbet op på det podie, hvor den skal stå den kommende måned - med de store malerier som baggrund.
- Vi ville gerne have noget nyt. Noget med farver, og noget man kan røre ved - uden at det skaber alt for meget ravage i forhold til den kunst, der allerede er på gymnasiet, fortæller en anden gymnasieelev, Mikkel Vinther, der er medlem af gymnasiets kunstudvalg.
Udstillingen af traktorkunstværket åbnes officielt ved en fernisering fredag eftermiddag. Men traktor og malerier vil også inden da være at se på podiet i gymnasiets fællesareal.
- Jeg glæder mig til morgensamlingen på torsdag. Så skal Finn (rektor Finn Jorsal, red.) ind og stå i værket. Jeg håber, at han vil sætte sig op på traktoren, siger Mikkel Vinther.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
20