Trods fravær af "positiv nabohøring" får ny ejer af Nedre Strandvej 65 i Hobro lov til ombygning - men nu skal om- og tilbygninger i mere faste rammer, bebuder udvalgsformand.
Den sidste dispensation til markante ombygninger eller udvidelser af villaer på Nedre Strandvej er udstedt.
Fremover agter politikerne at agere ud fra håndfaste retningslinjer nedfældet i en lokalplan for området.
Det bebuder udvalgsformand Preben Christensen (S), efter at udvalget for teknik og miljø nok engang har gjort sig til part i et naboslagsmål.
Denne gang handler det om Nedre Strandvej 65, hvor et flertal i udvalget for teknik og miljø giver den nye ejer lov til at bygge om - og til - så huset visuelt fra gaden vil fremstå med tre etager.
Tilladelsen gives trods heftige naboindsigelser og harmonerer dermed ikke med selvsamme udvalgs betingelse i november om "positiv nabohøring".
- Næh, nogen positiv nabohøring kan man ikke tale om. Men udvalget har indtaget en pragmatisk holdning. Så må andre bedømme, om vi er troværdige eller ej, forklarer Preben Christensen.
- Set fra fjordsiden ligner husets krop meget godt de øvrige huse i området, og fra gadeniveau vil huset ganske rigtig måle 10,2 meter.
Men det er mere fair at måle fra det naturlige terræn, som ligger 1,7 meter højere, og da vil projektet opfylde en maksimal byggehøjde på 8,5 meter, pointerer Preben Christensen.
Udvalgsmedlem Melanie Simick mener, man burde have trukket en streg i sandet, inden man godkendte Vester Strandvej 65.
- Huset er jo købt som beset. Hvorfor skal man så efterfølgende have lov at ændre stedet og gøre mange naboer og genboer sure, som selv føler, de overholder loven, spørger Melanie Simick?
- Vist bør man ikke forvente, at udsigten fra ens hus skal være præcis som for 30 år siden. Men jeg synes, det foreslåede projekt er alt for højt og massivt.
- Vi har allerede nogle ganske klare rammebestemmelser, som vi bør leve op til i stedet for at give dispensation på dispensation, insisterer Melanie Simick.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
16