TV-Drama: "Rita 1 - Idealisten"

Det er en komedie, men det er også en stærkt socialrealistisk, klassisk problemorienteret dramaserie, TV2 havde premiere på torsdag aften. Og det er godt.

Det er godt, fordi komediedelen måske ikke er den stærkeste side. Hvis komedien mest skal bestå i at sige frække ord - eller skrive dem - eller at blufærdighedskrænke store pubertetsdrenge... eller bare at Rita får en baghyler på inspektørens skrivebord, mens han tager mod klager over hende i telefonen. Eller brie-osten med den særlige flavour i ærmet...

Jamen, så er komediestilen måske ikke helt subtil nok til at bære igennem, og så må dramaet jo rykke ind.

Falder i et hul

Og det gør det. Ganske stærkt endda - for bedst som vi sidder og tænker "det var da pokkers, så sej og selvsikker den Rita kan være, har hun da slet ingen svage sider?" - så falder hun pludselig i en slags hul.

Ikke et sort hul - men et skummelt eftertankens øjeblik.

Dér, hvor man bliver klar over, at det måske slet ikke går så godt alt sammen. At livet slet ikke kører den vej, man gerne vil - at man måske oven i købet gør mere skade end gavn med sin smarte stil. Lidt for hurtig, lidt for dygtig.

Og hun har jo god grund til det.

Rappe replikker

Det er det realistiske touch, for det kender de fleste af os nok fra os selv.

Det sjove er jo, at den smarte, flotte Rita med den rappe replik og de sikre meninger om alt og alle, hun har faktisk ikke gjort det særlig godt for sig selv og sin familie.

De bor til leje i en gammel udbanket pedelbolig, børn af flere fædre, og hver især med buler i selvværdet. Hun har snarere klaret det på trods, end hun har haft succes med livet.

Og det er dér, smerten melder sig ved dagens slutning, da hun lægger sammen og trækker fra.

Lover godt

Da hun har mødt sin ældste søns kommende svigerfar, der er hendes egen gamle kæreste - og både hun og han har mærket, at der var nogle ulægte skrammer dér, inde under facaden.

Hans pæne succesfacade, hendes flagrende boheme-facade.

Det var første afsnit - og det lover godt. Nu er rollerne kørt på plads, og det rigtige spil kan begynde. Der er gode takter: De dejlige, skarpe replikker, når Rita siger det direkte og straks, som vi alle godt ved, man normalt først kommer i tanker om på vejen hjem. Men også snerten fra den eftertanke, at her var du måske lidt vel hensynsløs eller fordømmende.

Ikke realistisk

Til den lovlig smarte side synes jeg nok, familiens mobning af den måske homoseksuelle søn og bror var. Og hvor klogt var det lige at slæbe den irriterende elev, Rosa, med ned på rygetoilettet i et forsøg på at bryde hul i hendes personlige panser?

Ikke ret. Heller ikke ret realistisk. Men det tegner godt - måske netop fordi den facade, der slår flest revner, er Ritas egen.

Print artikel

Visninger: 73