CD; ROCK

The White Stripes:

"Under Great White Northern Ligths"

Det er sådan her, rock skal lyde, når det bliver spillet live.

Jack White, guitarist, pianist, forsanger og primus motor i den rød-, sort- og hvidstribede duo The White Stripes drog i 2007 ud på en canadisk turne for at spille alle mulige andre steder end de store koncerthaller.

En bus, en bowlinghal eller et plejehjem for udstødte indianer, og det er der kommet både en dokumentarfilm og bandets første livealbum ud af.

Den første - filmen - føjer ikke meget eller rettere intet nyt til billedet af Jack White og den tidligere hustru Megan Martha White, trommeslager. Mr Jack White himself er opvokset som en ud af 10 børn i en præstefamilie i Detroit. I et nedslidt kvarter, hvor alle andre hørte hiphop, mens unge White selv spærrede sig inde på værelset mellem sine to trommesæt, som blev brugt til at banke al teenagedrengens indespærrede vrede og frustration ud på.

Og så var han i lære som møbelpolstrer og spillede sammen med sin læremester, når der ikke var stole at ombetrække.

I 1997 dannende han så White Stripes, som for alvor bragede igennem med albummet "Elephant" (2003). På livealbummet her bliver der spillet guitar på den desperate og fuldtonede måde, hvor udtrykket hele tiden går efter det maksimale. Og grimt smukke.

Instrumentet bliver pint og forvrænget til grænsen for dets formåen og længere ud i numre som"Blue Orchid", "The Union Forever" og selvfølgelig "Ball And Biscuit", hvor der også bliver tid til at citere den gamle blueslegende Robert Johnson, der som bekendt solgte sin sjæl til Djævelen for at blive den bedste bluesguitarist.

Det er djævelsk godt og kan i gribende enkelhed sammenlignes med en bluessanger som Sun House, og ind imellem lyder White som en nyfødt Robert Plant fra Led Zeppelin. Tjek eksempelvis nummeret "Fall In Love With A Girl".

Det hele er optaget undervejs på den canadiske turné, men fremstår her som en stor befriende energiudladning af en rockkoncert. Lige fra en fornem fortolkning af countrydronning Dolly Partons "Jolene", som befrier ordene for deres klistrende sentimalitet, til en afsluttende og triumferende "Seven Nation Army".

Undervejs har Jack og Meg guidet os rundt i rockens historie, rødderne, det oprindelige, glæden og desperationen, og suget det bedste fra musikken og spillet det for os i denne fornemme rockhybrid, som kombinerer bluesmusikkens spirituelle smerte med rockens umiddelbare glæde og frådende, fanden-i-voldskhed.

Og haft publikum helt op at ringe i "skråle-med-kor".

Hør det og hør det højt. Et uomgængeligt album, og så er jeg bare tosset med de skotske sækkepiber, som de indleder og afslutter deres koncerter med.

Bent Stenbakken

bent.stenbakken@nordjyske.dk

The White Stripes: "Under Great White Northern Ligths"

Third Man Records/Playground Music.

Print artikel

Visninger: 48