NORDJYSKEs anmelder Bent Stenbakken måtte overgive sig til Sting-koncerten i Aalborg mandag aften. Han kvitterer med seks stjerner. Se billeder og tv-klip fra koncerten.

Se billeder fra koncerten her

Se tv-klip fra koncerten her

Kan du brede forholdsvis enkle popsange ud og få dem til at give ny musikalsk mening, hvis du spiller dem i storladne symfoniske arrangementer?

Svaret er som regel forholdsvis enkelt at besvare. Det hedder nemlig nej. Det melodiske materiale er som oftest for spinkelt, og det ender som regel med velklingende men egentlig også uvedkommende musikalsk baggrundstæppe, der blot går i vejen og ikke tilføjer noget udbytterigt eller nyt.

Rytmisk enhed

Men så er der jo Sting. 59 år. Og allerede i tiden med trioen The Police gjorde han sig bemærket med sine fængende popnumre. Punkenergi tilføjet elementer af reggae og melodisk pop og stramt spillet med dansende, distinkte trommer, fed bas og energisk rockguitar og så var de tilføjet nogle skråle-med-kor, der hurtigt kunne tænde et publikum. Pop efter devisen "less is more", der duede.

Så denne mandag aften var spørgsmålet så - kunne Sting med band få det udvalgte hold af musikerne fra Aalborg Symfoniorkester til fungere som en stor rytmisk enhed?

Igen er svaret ganske enkelt. Ja.

Som perler på en snor

Som en veltilpas sortklædt kat, kort tjekket kadetjakke, stramtsiddende bukser og med højre hånd dovent placeret på mikrofonstativet styrede Sting med venlig autoritet sine musikere gennem en perlerække af nyere og ældre materiale.

"If I ever lose my faith in you" hed åbningsnummeret, og sådan var det. Vi tabte på intet tidspunkt tilliden til det ambitiøse projekt. For Sting havde forberedt både sit band og symfonikerne hjemmefra, så samspillet mellem de rytmiske musikere, hvor det gælder beatets præcision og drive, og det nodeorienterede fungerede optimalt.

Allerede under første nummer var publikum tændt med taktfaste klapsalver, og det blev ikke mindre højlydt da "Englishman in New York" blev indledt med en mørkt svævende klarinetsolo, inden Sting og symfoniband tog over. Og hør om der ikke også blev plads til at jazze den lidt i et mellemspil.

Kindkys til solisten

Fortjente kindkys til klarinetsolisten fra Sting, og der var vist et par stykker på symfoniholdet, der godt lige der ville have byttet plads med hende

"Roxanna" selvfølgelig med rødt scenelys bagved - sangen om den prostituerede, der sælger sin kærlighed med Sting på sin lille akustiske guiatar og igen en vidunderlig strøget passage fra bratscherne. Så gik det lidt mere rockorienterer pop i den med "Mad about you", men hele tiden blev symfoniorkesterets klangmuligheder udnyttet elegant. Og der var gjort plads til soloindslag. Vellyd. Men ikke vellyd der druknede sangenes inderste kerne. Og dynamisk vekslende mellem tyst og fuld symfonisk skrue.

Klare lyse stemme

"Russians" om, at hvis russerne elsker deres børn, som vi gør, så ønsker de heller ikke at smide en atombombe, var højaktuel, da den blev skrevet i 1984, og den blev klædt nyt på med symfonikernes vredt aggressive kosaklignende, Prokofjev-lånte arrangementer, og når så Stings stemme står klar, lys og højt i registeret og svæver ovenover - ja, så bli?r det ikke meget bedre.

Sting selv på lejlighedsvis akustisk guitar, hulkende mundharpe og gerne tjattende rytmisk til tamburinen fastspændt på hans mikrofonstativ.

Stings eget band hele tiden professionelt og inspireret til stede. Her blev intet overladt til tilfældigheden.

Rytmisk drive

Percussionist Rhadi Krija sat på den vanskelige opgave at lave et millimeter præcist rytmisk drive under, hvilket han løste optimalt, guitarist Dominic Miller med lejlighedsvise - men også for dette øre - for få elektriske soli, bassist Ira Coleman klippestabil på både kontra og el, og den inderligt velsyngende korvokalist Jo Lawry, blandt andet i hjerteskærende soulfarvet duet med Sting i "Whenever I say your name".

Den rolige afklarede og inderlige "Fields of gold", smukt bølgende som en gylden kornmark var første sæts næstsidste nummer, inden vi blev sendt til pause med en løssluppen, punkenergisk "Next to you" .

Mere modne værker

Andet sæt fortsatte på samme måde, med et selvsikkert, smidigt spillende band, og her blev der plads til flere af Stings mere modne værker fra solokarrieren "Shape of my heart", vampyrhymnen "Moon over Bourbon Strett" med Sting iført lang skødefrakke og lige ved at forgribe sig med kvælertag på en intetanende scenearbejder fumlede sammenkrøbet på scenen med en medhørshøjtaler, og så gik der taktfaste klapsalver i den igen i "King of pain", inden første showstopper "Every breath you take" fik hele salen klappende op at stå.

Ekstra kul

Ekstranumre var der ingen vej udenom, og en tydeligvis tilfreds og tændt Sting gav den kul - også mavedansende - i den arabisk farvede "Desert Rose". Og igen klappet frem til "She?s so good for me", inden vi fik den delikat skrøbelige "Fragile", og så blev posen endelig snøret til med Sting solo på guitar, og hele salen skrålede med på "I?ll send an S.O.S. to the world, I hope that someone gets my, message in at bottle".

- Det er sgu i orden, lød det på nordjyske bagved mig, da vi stadigt klappende sagde farvel til Sting i symfonisk stil efter to og en halv times musik. Ikke alene i orden, forløsningen lykkedes, Stings numre stod smukt svævende, til tider i dæmpede men altid fyldige arrangementer, hvor den inderste rocknerve ikke blev skåret over.

Print artikel

Visninger: 83