program: Det regionale spillested Studenterhuset giver plads til ny dansk rytmisk musik, men også sære udenlandske navne i kaninkostumer eller dj"s uden vinyl til pladespilleren
Billetpriserne på spillestedet Studenterhuset i Aalborg hører ikke til blandt de dyreste. 60 til 80 kr. er ganske normalt for et up-coming dansk band, men det kan være, at billetten kan blive endnu billigere, hvis en af forretningsfører Lars Hellerups skæve ideer en dag gik hen og blev virkelig.
- Sådan en slags spørgeskemakontrol. Paratviden. Hvem spillede bas på Frank Zappas trejde album med "Mothers of Invention (Roy Estrada, red.) og hvad hed det ("We're Only In It For The Money", red.), og hvis du nu kunne svare korrekt, fik du både adgang og et lille prisafslag.
Tanken udløser grin også hos Hellerups musikalske makker og sparringspartner, booker Mads Mulvad Poulsen, men om den bliver til noget, kan kun fremtidens vise.
Til gengæld er sidstnævnte ikke i tvivl om, hvad det er for en slags program, Studenterhuset har strikket sammen her til forårssæsonen 2012.
Hiphop i en liga for sig
- Det er cremen af den danske scene og spændende udenlandske ting, blandt andet et amerikansk hiphopnavn, som Jedi Mind (22. februar), der er i en liga for sig, og som det nu endelig er lykkedes os at få, siger Mads Mulvad.
- Vores aften med dj's som amerikanske Gaslamp Killers, kendt fra Sonar festivalen, engelske Ghostpoets med sit mash-up af kendt og ukendt og nomineret til Englands prestigefyldte Mercury-pris, plus Doug Shipton og københavner-duoen Bottled in England (17. marts). Det kan nemt gå hen og blive fest til klokken tre om morgenen, og er faktisk det arrangement, jeg glæder mig mest til, siger Lars Hellerup.
Men ellers er der masser af musikalsk lokkemad, der kan få den nysgerrige, den ikke genre-forskrækkede eller den rytmisk vækstlagsinteresserede til at stikke snudeskaftet indenfor i den tidligere bankbygning ved siden af Budolfi.
DJ's uden vinylplader
Lader du øjnene glide ned over programmet, åbner det allerede fredag med retrorock Mescalin Baby plus lokale The Rosie Way (3. februar), det tyske kunstnerkollektiv Institut Fuer Feinmotorik (11. februar) stiller med otte pladespillere, men ingen vinylplader. I stedet kommer der elastikker, klistermærker, gummi og alt muligt andet sært under pickuphovedet for at få gang i dansegulvet.
De danske storbybluespoeter Mellemblond får selskab af lokale Kissing Cops, Rock Nord-prisbelønnet, 2011 (17. februar), og så står den på garagerock med amerikanske The Bloody Hollies og support i form af Dance With Dirt (23. februar).
- Vi har mange dobbeltkoncerter, hvor vi parrer et lokalt band med et udenbys navn. Sidste år arrangerede vi mange koncerter i Tam-Tam-klubben udelukkende med lokale bands, men vi har fundet ud af, at de lokale navne får mere ud af det, når de spiller som andet band, support eller opvarmning for et udefra kommende navn, siger Mads Mulvad.
Sort-hvid rockfotografi
Det er dog ikke alene fremtidens musik, det sære udenlandske og det nye danske som fylder Studenterhuset. Tirsdag 7. februar er der udstilling med den kendte musikfotograf Jan Persson, der har taget fremragende sort-hvide fotos af alt fra tenorsaxofonisten Ben Webster til guitarguden Jimi Hendrix på den københavnske musikscene. Udstillingen er kommet i stand i samarbejde med rockfotograf Jørgen Angel, der også vil være kendt for sine ikoniske portrætter af rockens store navne.
- Udstillingen kommer til at fylde væggene i caféen og på førstesalen i Stargate, og det bliver først og fremmest Perssons rockfoto, der kommer op. Vi kan ikke love en koncert med Rollings Stones Keith Richards, men vi kan få et billede af ham, griner Hellerup.
Den heavymetal-interesserede kunne også overveje svenske Hellsongs (25. februar). Svensk trio som tolker både Black Sabbaths "Paranoia", Slayers "Seasons in the Abyss" og andre metalklassikere med cello, akustisk guitar og vemodig skønsang.
Gratis entre for kaniner
Og så er der selvfølgelig Suspekt (1. marts). Færøske Danjal (2. marts) rock svøbt i tango og balkanklarinetter, mens de lokale Glöggerne (8. marts) med Christian Skjødt og Mikkel Ring får selskab af den amerikanske banjospiller og sanger Eugene Chadbourne, "a direct threat to the american way of life", som han blev kaldt af en talsmand for Det Hvide Hus, da Ronald Reagan var præsident.
Den følsomme storbynattepoet Mikael Simpson og hans Sølvstorm (9. marts), I Got You On Tape (10. marts) med Jacob Bellens i vokal front, plus Sleep Party People, med forsanger Brian Batz, iført kaninmaske og med karakteristisk vokal, skaber drømmelignende musik, og her er der gratis adgang for Playboy-bonnier eller andre, der møder i kaninkostumer eller med kaninmaske.
Spleen United (31. marts) som udsender nyt album "School of Euphoria", mandag, frontmanden i post-punkbandet Swan, Michael Gira giver akustisk søndagskoncert (15. april), amerikanske Legendary Shack Shakers (20. april) hyldet af Led Zeppelin-forsanger Robert Plant, The Good The Bad og Complicated Universal Scum (28. april) moderne rock med medlemmer fra både Sort Sol, Raveonettes, Baby Woodrose, spiller hver deres sæt og forener så kræfterne i et trejde. Og så er sangerinden Lise Westzynthus (3. maj) tilbage med dansksproget album "Tæt på en kold favn" og med support af vor egen elektroniske Tone.
- Her er måske mange navne, der ikke er umiddelbart kendte i hverken Aalborg, det nordjyske eller Danmark i det hele taget, men som er vildt anerkendte i udlandet, siger Mads Mulvad.
Og det er så her, at ideen om spørgekontrol i indgangen kommer i spil. Så her er endnu et nørdet musikspørgsmål. Frank Zappa, genial guitarist og komponist, har fået opkaldt adskillige naturvidenskabelige opdagelser efter sig. Hvilket af følgende svar er rigtigt. A: sneglefossil (Amaurotoma zappa), B: en goble (Phialella zappai), C: et gen (ZapA - Proteus mirabilis) eller D: en afrikansk edderkop (Pachygnatha zappa)
Det korrekte svar er at læse andetsteds på siden. Og tjek i øvrigt detaljeret program på:
www.studenterhuset.dk
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
48