Forstå din depression

Avisannonce

Annonce

Annonce

Du kan selv gøre meget for at få det bedre, hvis du har tendens til at blive deprimeret.

Sæsonen for vinterdepressioner er skudt i gang. Men der er forskel på, at have lyst til at pakke sig ind i et tæppe og dyrke en smule selvmedlidenhed og på at være decideret deprimeret.

Og hvis man er i tvivl om forskellen, er der god hjælp at hente i en ny bog fra overlæge Jes Gerlach, der er formand for Psykiatrifonden.

Bogen hedder "Depression - og hvad du selv kan gøre". Den kommer hele vejen rundt om depression og indeholder en række gode råd til, hvad man selv og ens pårørende kan gøre.

Ansvar for egen sundhed

- Der er en tendens til, at Gud og hvermand går og er lidt stresset og føler sig lidt deprimeret. Med bogen vil vi gerne slå til lyd for, at vi ikke skal sygeliggøre tilværelsen unødvendigt. Bogen er ment som en hjælp til at blive kaptajn i eget liv og tage ansvar for egen sundhed, siger Jes Gerlach.

Når det gælder let depression, er der nemlig god mulighed for selv at påvirke sit sygdomsforløb.

- Ved de svære depressioner kan man ikke gøre så meget selv, men med de lette depressioner er der en masse, man selv kan gøre. Og jo tidligere man gør noget desto bedre, så derfor er det en stor fordel, at man ved så meget som muligt om sin sygdom, siger han.

Kernesymptomer

Der er tre kernesymptomer på depression: nedtrykthed/tristhed, nedsat lyst og interesse, og nedsat energi og øget træthed. Derudover er der en række følgesymptomer som for eksempel nedsat selvtillid, skyldfølelse og koncentrations- og hukommelsesproblemer. Har man en gang haft en depression, er der øget risiko for at få det igen, og netop derfor er det en god idé at være opmærksom på sine symptomer, så man hurtigt kan handle på dem.

- I det øjeblik fru Jensen ved noget om sygdommen og efterlever de ting, hun selv kan gøre, som for eksempel at dyrke motion, undgå alkohol sent om aftenen og undgå stress, og hun så alligevel er tynget af sorte tanker, så ved hun, at hun skal skynde sig til sin praktiserende læge, siger Jes Gerlach.

God søvn er guld værd

Depressioner bliver ofte sværere, når de vender tilbage, og det er endnu en god grund til at huske sine symptomer. Bogen anbefaler både at skrive symptomerne ned og notere, hvad der kan have udløst depressionen. Det kan for eksempel være stress, for meget alkohol eller vintermørket. På den måde kan man selv mange år efter se, om det er et bestemt mønster, der udløser depressionen, og så kan man sætte ind og forsøge at ændre de forkerte vaner.

Sund kost

Derudover er der en række helt konkrete råd, som altid er med til at forebygge en depression. Primært handler det om at leve et sundt, aktivt liv, hvor regelmæssig motion og sund kost er faste ingredienser. Og så er nattesøvnen også vigtig, og den må gerne komme i faste rammer. For mens det som ung er nemmere at sove godt, selv om der bliver rykket rundt på sengetiderne, bliver søvnkvaliteten mindre god med alderen, hvis man ikke sørger for faste rutiner. Bogen anbefaler blandt andet at gå i seng og stå op på faste tidspunkter, at undgå alkohol sent om aftenen og at slappe af en times tid før sengetid

- En god og regelmæssig nattesøvn er guld værd. Det er under søvnen, at hjernens celler får stimulus, og man får bragt stresshormonet kortisol ned. God nattesøvn er et af hovedbudskaberne på det her område, siger Jes Gerlach.

Hold fast i dine aktiviteter

Er man blevet ramt af depressionen lyder en af anbefalingerne, at man skal holde fast i så mange af sine aktiviteter som muligt.

- I gamle dage sagde arbejdsgiveren, at man skulle gå hjem og blive hjemme, til man var helt rask. Det er helt ændret i dag. Nu ved vi, at det er 10.000 gange lettere at vende tilbage, hvis man kommer på arbejdet en times tid hver formiddag eller et par gange om ugen. At man holder sig beskæftiget er en del af helbredelsesprocessen, siger han.

Forklaringen på, hvorfor det betaler sig at gå på arbejde eller fastholde andre daglige aktiviteter, ligger lige for.

- Hvis man selv har fået et lille skub og pludselig bliver begejstret for et eller andet, så glemmer man symptomerne. På samme måde beslaglægger aktiviteten hjernefunktionen og eliminerer de tanker, der ellers kredser omkring det psykiske problem, siger han.

Pårørende spiller vigtig rolle

Bogen indeholder også et kapitel om at være pårørende til en deprimeret. De pårørende spiller en væsentlig rolle, ikke mindst i at hjælpe den deprimerede med at erkende, at der er et problem.

- Den pågældende selv er tilbøjelig til at sige, at det er mit problem. Undersøgelser viser, at folk kan gå op til ti år med en depression uden at få hjælp. Selv om det bølger op og ned, så de ikke er deprimerede hele tiden, så er det forkasteligt at bruge så mange år af sit liv, inden man får stillet en diagnose og får en behandling i gang, siger Jes Gerlach.

Her kan den pårørende hjælpe med at identificere symptomer og presse på for at få vedkommende til at gå til lægen. Det kan for eksempel gøres ved hjælp af et spørgeskema kaldet Depressionsspørgeskemaet MDI (Major Depression Inventory), som både kan findes i bogen og på forskellige sider på internettet.

- Skemaet giver ikke en diagnose, men man kan få et praj. Det er kendetegnende for mange deprimerede, at de har svært ved at formulere sig om deres sygdom og ofte vil udskyde kontakten med lægen. Derfor kan ægtefællen eller den pårørende benytte sådan et skema til at sige: "Du slår kraftigt ud på fem af ti symptomer, nu skal vi gøre noget," siger Jes Gerlach.

Print artikel

Kommenter denne artikel

Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.

Visninger: 34

Seneste nærnyt

Det sker

Alle SportMusikFilmTeaterUdstillingerSøgMangler dit arrangement?
                 
<maj 2012>
mationtofr
30123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
28293031123
45678910

Næste Toparrangement

Hvidstengruppen
Sted
BioCity
Dato
25-05-2012
Læs mere