? Jeg tænker på at købe andelsbolig, et nyt projekt hvor køberne kan være medbestemmende på materialevalg, rumopdeling m.m.. Kan jeg selv engagere en byggerådgiver, så jeg er sikker på at få den kvalitet i byggeriet som der er lovet?
Hans, Nibe.
! Jeg kan i høj grad anbefale dig at få en byggerådgiver til at hjælpe dig i forbindelse med købet af en endnu ikke opført andelsbolig. Det kan være meget svært at overskue tegninger og beskrivelse hvis du ikke selv har forstand på den slags.
Du bør inden du binder dig til købet kontakte rådgiveren, og sammen gennemgå de tekniske dele af købskontrakten, så vil du få et meget bedre overblik og viden om det, du køber. Du kan af rådgiveren få hjælp til valg af materialer indretning o.s.v..
Det vil også være en god ide at lade rådgiveren føre jævnlige tilsyn med byggeriet, ligesom det er en god ide at få ham til at deltage ved afleveringen af byggeriet. Det er den eneste mulighed for at få alle fejl og mangler registreret.
Jeg kan også anbefale, at den samlede forening får en byggeteknisk rådgiver til at gennemgå byggeriet, da de udvendige bygningsdele og arealer som regel er fælleseje, og derfor har du som andelshaver ikke den store indflydelse uden opbakning fra foreningens bestyrelse.
Nogle udbydere af andelsboliger indregner udgiften i budgettet til rådgivning for såvel de tekniske og juridiske forhold. Fet bør du derfor undersøge, inden du engagerer din egen rådgiver.
Kan tilstandsrapporten ændres?
? I din egenskab af byggesagkyndig bedes du venligst svare på følgende:
Vi har lige købt et parcelhus, som er bygget i 1967 og delvis ombygget i 1990 og 1995. Der foreligger en tilstandsrapport på huset, hvor der er flere K2'ere og K3'ere - skader som vi finder ubetydelige. Kan vi udbedre skaderne og få dem slettet af rapporten, hvis vi vil sælge huset igen. Og kan vi selv udbedre skaderne, eller skal det være professionelle håndværkere.
Familien Olsen, Aggersund.
! Først vil jeg for en god ordens skyld beskrive hvad karaktererne K2 og K3 betyder.
K2 beskriver en skade, der vil få bygningsdelens funktion til at svigte indenfor en overskuelig tid, dog uden det vil medføre skader på andre bygningsdele. Et eksempel kan være rådne vinduer.
K3 beskriver en skade på en bygningsdel, der indenfor en overskuelig fremtid vil miste sin funktion eller allerede har mistet den, og allervigtigst vil give skader på andre bygningsdele. Et eksempel kan være et utæt tag.
Jeg kan ikke afgøre udfra jeres spørgsmål, om skaderne er væsentlige eller ej, men I bør få en fagkyndig person til at gennemgå skaderne. Det er ikke nødvendigt, at det er professionelle, der udbedrer skaderne. Dog bør udbedringen foretages på en måde, så den har en varig værdi.
Når I skal sælge jeres hus, skal der laves en ny rapport. Den byggesagkyndige skal kontrollere de gamle rapporter og vil derfor, helt naturligt, kontrollere de skader, der står her. Er udbedringen udført håndværksmæssigt korrekt, vil skaderne ikke blive registreret i den nye rapport.
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
4