? Hej Poul Erik
Vi er et ungt par som gerne vil bygge vores første fælles bolig, og stå for hele projektet sammen. Vi går begge meget op i det og glæder os til processen.
Imidlertid, er det første problem eller udfordring dukket op. For vi har - efter at vi har købt vores favoritgrund - troet, at vi kunne spare lidt penge på arkitekt/ingeniør, så vi har haft en i vores omgangskreds til at tegne vores ønskehus, og vi må desværre indrømme, sort arbejde.
Der er for så vidt ikke noget galt med tegningerne, og vi har da også fået lavet en aftale med en murermester, om at bygge huset i totalentreprise.
Men vi har nu snakket med murermesteren, og pludselig vil han ikke tage ansvar for husets overordnede statik, idet han siger, han jo ikke har beregninger m.m. på det.
Og vi kan selvsagt ikke få vores "tegner" til offentligt at tage ansvar, når han har fået penge "sort".
Så hvad er det bedste, vi kan gøre i vores situation ?
Inge og Ole
! Hej Inge og Ole
Jeg er nødt til at lægge ud med en generel bemærkning. Det er altid en dårlig ide at få arbejde lavet "sort".
Som køber har I ingen muligheder/rettigheder hvis noget går galt, ligesom det ikke er muligt at få nogen til at tage ansvar for arbejdet.
I jeres tilfælde gælder det jo ikke kun beregninger, men sandelig også de tegninger som jeres bekendt har udført.
Tænk på, at der kan komme skader på huset fordi der er projekteret forkert. Hvis det sker, er der kun en part til at tage ansvaret og den økonomiske risiko"og det er jer .
Derfor mener jeg det bedste I kan gøre i situationen er, at få murermesteren til at tage det fulde ansvar for projektet, det er i øvrigt det der gør aftalen til totalentreprise.
Det kan godt være, han vil forlange et honorar for at overtage ansvaret, men uanset, hvordan I gør det, skal I betale for at få placeret ansvaret.
Jeg håber I kan bruge svaret, ellers er I velkommen tilbage med yderligere spørgsmål.
Poul Erik Marcussen
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
2