? Hej Poul Erik!
Vi skal i gang med et nybyggeri på 170 kvm. Vi har indhentet mange tilbud og har egentlig også fundet en god lokal bygmester til at udføre hele projektet.
Men jeg har gået og spekuleret på, om det kan betale sig at man selv går ud og udbyder de enkelte dele i kontrakten. Fundament, el, vvs osv. Vil der være en stor prisforskel, frem for at få én entreprenør til at lave det hele?
Hans Erik
! Hej Hans Erik!
Hvis jeg var dig, ville jeg sørge for at lave en kontrakt med en hovedentreprenør, som så har ansvaret for alle fag under hele byggeriet.
Ellers vil du få et kæmpearbejde med at styre, koordinere, lede og fordele det samlede arbejde.
Det kan meget let give dig meget bøvl, specielt hvis du ikke er uddannet byggemand.
I nogle tilfælde - men bestemt ikke i alle - kan det være billigere at udbyde arbejdet i fagentrepriser. Men det kan nemt vise sig, at det, du sparer i første omgang, bliver sat til, fordi det er dig, der står med ansvaret for at processen kører, som den skal.
Du kan for eksempel komme ud for at skulle betale, fordi en faggruppe ikke kan komme til, da en anden faggruppe ikke er færdig.
Du skal sørge for at indgå en kontrakt med hovedentreprenøren " en kontrakt, som du selv får udarbejdet. Det er ikke nok at underskrive hans tilbud.
Du skal du stille krav om at AB92 er gældende, ligesom entreprenøren skal stille 15 pct. sikkerhed for den samlede entreprisesum inkl. moms.
Du skal sørge for, at der i kontrakten bliver anført en ratebetalingsplan, der skal hænge sammen med en tidsplan for byggeriet.
Raterne skal du foreslå udbetalt hver måned under byggeriet. På denne måde betaler du "kun" for udført arbejde. Efter afleveringen foreligger slutfakturaen.
Når du har lavet en kontrakt med hovedentreprenøren, skal du sørge for at alle efterfølgende aftaler bliver skriftlige.
Det vil også være en god idé, hvis du gennemfører et ugentligt/pr. 14. dag`s byggemøde,
med skriftligt referat om arbejdets stade, bemanding, aftalte ekstraarbejder, tidsplanoverskridelser m.v.
Når byggeriet er færdigt, skal der gennemføres en afleveringsforretning, hvor der blandt andet udarbejdes en mangelliste med udbedring inden en bestemt dato, - en dato, som du sætter.
Når manglerne er udbedret, nedskrives entreprenørens sikkerhedsstillelse til 10% og dette bliver stående indtil 1 år"s gennemgangen.
Hvis denne gennemgang godkendes kan sikkerhedsstillelsen nedskrives til 2% som så står i ejendommen i de næste 4 år.
På den måde har du den optimale sikkerhed for at entreprenøren gør sit arbejde " det er helt normalt at godt byggeri i dag og AB92 følges ad i dette land.
Der er ingen grund til at stå med hatten i hånden " for det er dig, der bestemmer og det er dig, der skal have udført arbejdet.
Det er ikke entreprenøren, der skal bestemme, hvordan arbejdet skal se ud, men han skal levere håndværket og knowhow plus: han skal være glad for, at du har spurgt netop ham.
God fornøjelse med projektet " får du brug for det, stiller du bare flere spørgsmål.
Poul Erik Marcussen
-
Print artikel
Klik på "Kommenter denne artikel", og start en debat om denne artikel på DitCentrum.dk. De seneste kommentarer bliver også bragt her på siden.
Visninger:
5